Facebook-gruppe mod Stig Elling

Under navnet, ”Stig Elling, du er skadelig for rejsebranchen – gå på pension”, har en tidligere ansat i Sterling oprettet en gruppe på Facebook mod salgsdirektøren i Star Tour. Det skriver Rejseliv.dk.

 

Personerne bag er utilfredse med, at Stig Elling udtaler sig om rejsebranchen. Det er ikke en personlig hetz, men en protest mod, at han "tilsmudser andre virksomheder i branchen", som det hedder. Konkret er den tidligere ansatte i Sterling harm over, at Stig Elling har udtalt sig om mulighederne for at få konkursramte Sterling på vingerne igen: "Det gik så hårdt ud over Sterling, at investorerne sprang fra, og gjorde et kæmpe antal branchefolk arbejdsløse,” skriver Rejseliv.dk.

 

Om den konkrete sag med Sterling, mener Stig Elling, at han hverken har indflydelse eller magt til at ændre noget i investorernes beslutning.

?

"Jeg blev spurgt, om mulighederne for at få Sterling på vingerne igen, og jeg svarede ærligt, at efter min mening er hullerne efter flyselskabets konkurs lappet af andre flyselskaber, og jeg kan ikke se formålet med endnu et flyselskab."

 

Stig Elling tager situationen roligt. "Nu har jeg altså også fået en hadegruppe. Men det får mig ikke fra at udtale mig. Jeg er kendt for at sige min ærlige mening, og det får jeg i øvrigt mange positive reaktioner på, både fra vores kunder og fra mennesker, jeg møder på gaden. I Star Tour har vi den holdning, at vi er klar til at give vores mening til kende i debatten."

Skrevet af Hanne Aaen Lassen