Færre fly hos Jet Time

Jet Time fly Boeing 737LUFTFART: Det største danskejede flyselskab vil af med otte af sine 27 fly og skal fremover kun have tre flytyper. De resterende 19 skal flyve mere end i dag. Hver tredje ansatte i teknisk afdeling opsiges.

”Vi skal af med otte fly, men de 19, der bliver tilbage, skal flyve mere – dermed forventer vi nogenlunde at opretholde samme produktion som i dag, bare med endnu bedre udnyttelse. Dermed forventer jeg ikke den store ændring i behovet for flyvende personale. Allerede i dag justerer vi op og ned gennem antallet af ansatte på tidsbegrænsede kontrakter. Og på nuværende tidspunkt mangler vi piloter og er i fuld gang med træning af nye.”

Det siger Jet Times nye adm. direktør, Jørgen Holme, der tiltrådte i sidste uge, til standby.dk – han har tidligere haft topjobs hos bl.a. SAS, Spanair, Air Greenland og stod senest i spidsen for en såkaldt turn around af færøske Atlantic Airways.

Jørgen Holme afløste Teddy Zebitz, der i starten af i år blev direktør for Jet Time, hvor han erstattede en af Jet Times medstiftere, Klaus Ren.

Selskabet, der i år har 10 års jubilæum, flyver primært for en lang række nordiske charterrejsebureauer, ad hoc-flyvninger og de såkaldte ACMI-flyvninger (Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance). Det betyder, at Jet Time stiller med fly og besætning, står for teknisk vedligehold og har forsikring af flyene. Kunden betaler bl.a. for catering, flybrændstof og landingsafgifter. I denne sommersæson har Jet Time bl.a. to Boeing B737 beskæftiget på ACMI-kontrakt for British Airways. Jet Time er et af Europas største flyselskaber inden for sin niche som underleverandør til andre flyselskaber.

Mens Jet Time i dag har 27 fly og fem flytyper, har selskabet som led i omstruktureringsplanen, der atter skal lande sorte tal på bundlinjen, til november næste år 19 fly og kun tre typer.

Ud ryger de seks ældre Boeing B737-300 (fire til november i år, de sidste to til november næste år) og de tre ATR 72-500 propelfly forsvinder også til november i år.

Med undtagelse af fem Boeing B737-400, der kun flyver som fragtfly, skal Jet Times B737 fremover kun være Next Generation B737-700.

Jet Time har i dag fem B737-700 og skal have endnu et. Selskabet beholder sine nuværende otte ATR 72-600, der bl.a. flyver en række regionalruter for SAS.

Flådereduktionen er en del af den genopretningsplan, som bl.a. Teddy Zebitz var med til at udforme. Planen skal forenkle forretningen og skabe bedre lønsomhed. Det sker, fordi vækst og øget kompleksitet har kostet selskabet store milliontab i 2014 og 2015.

Som led i ændringerne opsiges 25 af de 78 medarbejdere i teknisk afdeling i Københavns Lufthavn. Det skyldes bl.a., at Jet Time fremover, i lighed med mange andre flyselskaber, outsourcer den mandskabstunge del af vedligeholdelsen af sine fly, da det kan foretages billigere hos virksomheder med speciale i såkaldt ”heavy maintenance” – de meget store eftersyn af fly.

Jørgen Holme siger: “Tiltagene for vores flåde og vedligeholdelse er en vigtig del af Jet Times turn around. Den plan, der har været i gang siden årsskiftet, er i implementeringsfasen for at skabe en mindre kompleks og mere lønsom forretning, drift og organisation.”

Jet Time har en årlig omsætning på over 1,7 milliarder kr. og omkring 700 medarbejdere, oplyser hjemmesiden.