Oranjestad, hovedbyen på den caribiske ø Aruba, er meget præget af den hollandske kolonitid. Foto: Aruba Tourism Authority.

Ferieø indfører digitale pas

Det caribiske land Aruba indfører nu mulighed for digitale pas. Dermed bliver landet et af de første, hvor passagerer ikke behøver at vise et fysisk pas.

Snart er det kan det være fortid at vise fysisk pas, når turister ankommer til den caribiske østat Aruba, for efter en test med digitale pas, håber Arubas regering nu på at indføre ordningen permanent. Det oplyser IT-virksomheden Sita, som har været med til at udvikle løsningen, i en pressemeddelelse.

Med den digitale løsning kan rejsende oprette en digital version af deres fysiske pas på deres smartphone, som lever op til standarderne fastsat af International Civil Aviation Organization (ICAO red.).

”Som en ø, hvor turismen er en fundamental del af vores økonomi, vil vi gerne gøre grænsekontrollen så let for passagerer som muligt. Med digitale rejsedokumenter har vi nu en måde, der gør indrejse til landet så let som at scanne dit ansigt samtidig med, at du stadig møder vores sikkerhedskrav. Det her er blot starten på en digatilseringsrejse. Vi vil gerne bruge teknologi på en måde, så vores besøgende aldrig glemmer, at de er på ferie, når de ankommer til øen,” fortæller Andrew Hoo, der er chef for immigration i østaten. Aruba er i øvrigt en del af Kongeriget Nederlandene.

Aruba udgør sammen med Bonaire og Curacao de såkaldte ABC Islands, der ligger tæt på sydamerikanske Venezuela.

Har testet system i marts
I marts måned testede Sita og Arubas regering det digitale system i Koningin Beatrix Lufthavn i Arubas hovedstad Oranjestad.

Her kunne passagerer gennemføre en forenklet indrejseproces, hvor de kunne give samtykke til at dele relevant persondata direkte fra deres telefon til flere aktører fra staten til hoteller og biludlejere.

Jeremy Springall, der er underdirektør for Sita mener, at det digitale indrejsesystem, som virksomheden har udviklet, er en stor landvinding for rejsebranchen.

”Udviklingen af det digitale pas er den største innovation i rejseindustrien det seneste årti. Det kommer helt grundlæggende forenkle måden, vi rejser på. Det giver regeringer mulighed for at godkende passagerer inden rejsen. For at bevise sin identitet skal passagerer blot scanne deres ansigt,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Forventer stadig flere amerikanske efterårsturister

Flyselskab afsætter 100 sæder til børnefrit område

Krydstogtselskab tilføjer ny privat ø i Caribien