Rengøring er en af parametrene, gæster holder øje med på overnatningssteder, de bor på. Nu er de bedst rengjorte Airbnb’er i Europa fundet, og samme land indtager både første- og andenpladsen.
Når gæster skal booke overnatning gennem Airbnb, er god rengøring formentlig en af de ting, som står højt på deres ønskeliste. En undersøgelse, som OTA’en GuestReady står bag, giver et overblik over, hvilke byer i Europa, som har de bedst rengjorte overnatningssteder på Airbnb.
Her topper den kroatiske by Split listen med en gennemsnitlig bedømmelse på 4,93 ud af fem. Kroatien indtager også andenpladsen med den kendte destination Dubrovnik. Byens score lyder på 4.92. Grækenlands hovedstad Athen har de tredje reneste overnatningssteder, som er udlejet gennem Airbnb. Byen får således en score på 4.89.
GuestReady har undersøgt bedømmelserne på rengøring i 50 europæiske byer, som er særligt populære blandt rejsende. I hver af byerne har man kigget på de 100 mest bedømte overnatningssteder udlejet gennem Airbnb.
Frankrig og Spanien indtager sidstepladser
Mens Kroatien altså klarer sig godt i analysen, er det Paris, som indtager sidstepladsen. Den franske hovedstad får således en score på 4,75. Den samme score får Valencia i Spanien. Mange af de 50 udvalgte byer modtager samme gennemsnitlige bedømmelse, og dermed ligger sidstepladserne på en fælles 16.-plads.
København ligger til sammenligning også relativt lavt på listen. Nemlig på en 12.-plads med en score på 4,80. Pladsen på listen deles dog også med fem andre europæiske byer, og således, deler København bedømmelse med byer som Madrid, Oslo og Barcelona.
Det er dog ikke fordi, at de byer, som ikke ligger helt i top på listen, klarer sig dårligt, fortæller GuestReadys administrerende direktør, Alexander Limpert.
”Ingen har lyst til at overnatte beskidte steder. Især ikke når vi rejser og udforsker nye dele af verden. Derfor er det godt at se, at europæiske byer får så gode bedømmer fra gæster, når det gælder rengøring. Selv byerne i bunden af vores liste får prisværdige bedømmelser,” siger direktøren således.
Airbnb har i øvrigt vokset sig til en stor virksomhed på verdensplan, siden den blev stiftet i 2007. I 2023 var der således 448,2 millioner ”nætter og oplevelser,” som blev booket gennem den store platform. Det genererede en omsætning på 9,9 milliarder amerikanske dollars, svarende til cirka 68 milliarder danske kroner, mens der på bundlinjen stod et overskud på 4,8 milliarder dollars efter skat, hvilket svarer rundt regnet til 33 milliarder danske kroner.
Relaterede artikler:
Siger stop: Europæisk storby vil forbyde Airbnb