Fint skivejr få timer fra København

skivejr i sverigeDe senere ugers kulde betyder, at de svenske skiområder længst mod syd åbner sæsonen. De danskere, der vil teste formen forud for ferien eller fordeler skisæsonen, kan allerede nu få ski under fødderne hos naboen.

Det gælder blandt andet i områderne Ulricehamn, Falköping, Mullsjö, Vallåsen og Isaberg, der alle byder velkommen på pisterne. Snekanonerne har været på overarbejde og det har drysset med hvidt fra oven.

Fælles for de sydsvenske destinationer er, at de kan nås på nogle få timer i bilen, siger Anna Kron Boysen, PR-manager hos VisitSweden

”Alle destinationerne er derfor ideelle som weekend-destinationer for både entusiaster og familier, der drømmer om en dag eller weekend i sneen.” Hun hæfter sig ved, at de sydsvenske skiområder både kan bruges som rigtig god og sjov træning forud for en længere skiferie senere på vinteren og som destination for dem, der skal prøve at stå på ski for første gang.

”For eksempel Isaberg og Falköping tager imod rigtig mange danske førstegangs-skiløbere, for det giver jo god mening, at man først lige vil prøve, om skiløb er noget for ungerene eller for en selv, inden man tager på en længere tur.”

Det er ikke kun de alpine skiløbere, der kan glæde sig. Det er også godt nyt for langrendsentusiasterne, der nu kan skifte rulleskiene ud med den ægte vare. Ulricehamn frister for eksempel med et fremragende langrendssystem med præparerede langrendsløjper for både eliteudøvere og børnefamilier. Ulrichehamn er godkendt som officielt Vasaløbs-træningscenter, der tilbyder stigninger og løjper, der minder om de prøvelser, der venter deltagerne i Vasaløbet.