Fleksible ferier i Danmark

Danske arbejdspladser tilbyder deres medarbejdere gode ferievilkår. 93% siger, at deres arbejdsplads er fleksibel i forhold til, hvornår de holder deres ferie. Også selv om det sker uden for skolernes ferie. Det viser en undersøgelse fra DFDS Seaways,

 

74% vælger ofte at rejse uden for skolernes ferie, mens kun 7% er tvunget til at holde ferie inden for skolernes ferieuger.

 

Ifølge Anders Raastrup Kristensen, ekspert i arbejdsliv og forskningsadjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, kommer fleksibiliteten ikke bare medarbejderne til gode:

 

”Når virksomheder tillader medarbejderne at holde ferie udenfor de traditionelle ferier, får medarbejderne mulighed for at holde fri på tidspunkter, hvor de reelt har brug for at koble af og få ladet batterierne op igen. Det kan være med til at øge produktiviteten, og dermed kommer fleksibiliteten også virksomhederne til gode.”

 

Og danskerne får mulighed for at spare penge. 77% tænker over, hvilke uger på året det er billigst at rejse, når de planlægger deres ferier. Hos DFDS Seaways oplever man stor efterspørgsel udenfor de officielle ferier.

Skrevet af Flemming Juul