Coronakrisen har lukket mange landegrænser, det øger efterspørgslen på at holde for eksempel efterårsferie i danske feriehuse, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Flere danskere på efterårsferie i danske ferieboliger

Danskere har forhåndsbooket 50 procent flere ophold i feriehuse i efterårsferien, sammenlignet med sidste år. Tyske bookinger udgør dog 88 procent af alle forud-bookede hus-uger i oktober.

Danskerne har allerede forud-booket 5.139 hus-uger i danske feriehuse i oktober. Hus-uger er et mål for, hvor mange hele uger på syv dage et sommerhus har været udlejet til en gæst.

”COVID-19’s indtog har i den grad givet danskernes forud-bookinger af feriehuse i efterårsferien et ordentligt nøk opad,” siger specialkonsulent i Danmarks Statistik, Paul Lubson, i pressemeddelelse og tilføjer:

”Danskeres forud-bookinger i oktober var allerede inden COVID-19 stigende med en gennemsnitlig vækst på cirka 11 procent om året.”

Selvom der er stigning i danskeres forud-bookinger af danske feriehuse i oktober, så er tyskere stadig den gruppe, som står for flest forud-bookinger på det danske marked for udlejning af feriehuse, noterer Danmarks Statistik.

Tyskere har allerede forud-booket 45.808 hus-uger i danske feriehuse i oktober, hvilket er 31 procent flere end på samme tidspunkt sidste år, og svarende til 88 procent af alle forud-bookede hus-uger i oktober i år, viser tallene fra Danmarks Statistik.

De danske forud-bookinger står for 10 procent af alle forud-bookinger her i oktober, hvilket er rekordhøjt. De resterende to procent står blandt andet nordmænd, svenskere og hollændere for.

Over 52.000 bookede hus-uger i danske feriehuse
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der er booket over 52.000 hus-uger i danske feriehuse her i oktober.

I oktober sidste år lejede danskere 12.225 hus-uger i danske feriehuse, svarende til 17 procent af alle lejede hus-uger i måneden med efterårsferien. I alt blev der i oktober sidste år lejet 71.212 hus-uger i danske feriehuse i oktober. Heraf var 55.818 hus-uger, svarende til 78 procent købt af tyskere, viser tallene fra Danmark Statistik.

Danmark har i alt cirka 200.000 sommerhuse, hvoraf 40.000 med i alt 300.000 senge udlejes. Af de 40.000 sommerhuse til udlejning formidler medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening cirka 90 procent af disse. I et normalt år er der cirka 20,7 millioner sommerhusudlejninger, hvoraf tyskerne står for de 13 millioner.

Relaterede artikler:

Succes for indisk udlejer af ferieboliger i Danmark

Kæde af ferieparker får nyt dansk medlem

Ferieboligudlejer: Krisen ændrer danske rejsevaner