Hanstholm på den jyske vestkyst får nu også besøg af krydstogtskibe. Hanstholm Fyr i forgrunden – bagved ses havnen. Foto: Streamfactory, Finn Noer.

Flere krydstogtgæster til Nordjylland

Udvidelsen af Hanstholm Havn tiltrækker i 2020 og 2021 foreløbig to besøg af mindre krydstogtskibe. Dermed kommer havnen i Thy på listen over danske krydstogtdestinationer.

Krydstogtturismen i Danmark er stigende og med lokale varemærker som Nationalpark Thy og begrebet ”Cold Hawaii” kommer der nu også lidt interesse mod Thy, hvor den nye havn i Hanstholm skaber mulighed for anløb af større krydstogtskibe.

I juli 2020 og i juli 2021 vil to krydstogtskibe lægge til kaj i Hanstholm. Efter planen anløber skibet MS Berlin med plads til 412 passagerer Hanstholm Havn den 14. juli 2020. Året efter, den 23-24. juli 2021, ankommer MS The World, et af verdens mest eksklusive krydstogtskibe med lejligheder til 150-200 passagerer, oplyser Thisted Kommune.

Aftalen er kommet i hus mellem Hanstholm Havn og SDK Cruise, der netop nu deltager i verdens største krydstogtmesse i Miami, hvor forretningsudvikler Louise Landler har medbragt nyt markedsføringsmateriale, der skal sætte fokus på Hanstholm som krydstogtdestination:

”Krydstogtindustrien oplever kraftig vækst og har i den forbindelse genereret stor efterspørgsel på nye destinationer, herunder mindre destinationer, hvor gæsterne har mulighed for at opleve det mere lokale og autentiske,” siger Louise Landler og fortsætter:

”Hanstholm Havn er en af de få havne på den jyske vestkyst, der kan tilbyde kajfaciliteter til krydstogtskibe. Med Thy som bagland giver det gæsterne mulighed for at opleve det lokale fiskermiljø i Hanstholm og den rå og vilde omkringliggende natur. Det er ret unikt og anderledes i forhold til, hvad man som krydstogtgæst ellers kan opleve i Danmark. Vi tror, at Hanstholm på sigt kan blive en ganske interessant krydstogtdestination.”

Unikke oplevelser
Og fra turistchef Ole Riis i Thisted Kommune lyder det: ”For besøgende fra udlandet rummer Thy noget, man vanskeligt finder andre steder. Havnens nabo er en af Europas mest markante klitheder, og i de små kystbyer har charmerende stemninger med fiskeri, kunst og friluftsaktiviteter, hvor ”Cold Hawaii” beskriver noget særegent. Samtidig byder Thy på en spændende historie, hvor Bunkermuseum Hanstholms anlæg fra 2. Verdenskrig står som et monument for en del af Atlantvolden.”

”Med krydstogtsanløb får vi sat Thy på et helt nyt kort. Vi kan vise vores egn frem for de udenlandske gæster, give smag for lokale produkter og forhåbentlig anspore til flere besøg på et senere tidspunkt. Vi er klar til at give krydstogtgæster en rigtig god oplevelse i Thy – og forhåbentlig thyboerne en rigtig god oplevelse af krydstogtgæster,” siger turistchefen.

Relaterede artikler:

Københavns Havn klar til ny krydstogrekord

Nye medlemmer i Det Nationale Turismeforum

Største år for nye krydstogtskibe