Schweiz bliver nu gul i de danske rejsevejledninger, dog med undtagelse af ti kantoner. Her arkivfoto fra St. Moritz, den berømte vinterskidestination, ved sommertid. Foto: Andy Mettler for St. Moritz Tourismus.

Flere lande bliver gule i nye rejsevejledninger

Belgien, Frankrig og Grækenland bliver gule i fredagens rejsevejledninger. De er åbne, men ikke-vaccinerede skal testes ved hjemkomst til Danmark. Smittede danskere på coronahotel i Tyrkiet.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger har fire primære farvelægninger af lande: Grøn: Vær opmærksom, Gul: Vær ekstra forsigtig, Orange: Unødvendige rejser frarådes og Rød: Alle rejser frarådes.

Der er også ”skraveret orange,” der betyder, at UM fraråder alle ikke-nødvendige rejser til et land på grund af dets betydelige indrejserestriktioner. Tjekkiet og Estland har i ugens løb indført betydelige indrejserestriktioner overfor danske rejsende, hvorfor begge lande nu er skraveret orange i rejsevejledningerne.

Fredagens opdateringer af de danske rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet for EU- og Schengen-landene betyder, at nu er hele Belgien, Frankrig og Grækenland gult.

Det sker i Belgien fordi regionen Vallonien, den fransktalende del ned mod Luxembourg og Frankrig, skifter fra grøn til gul på grund af stigende smittetal.

For Frankrig farveskifter de tre sidste grønne regioner fra grøn til gul som følge af stigende smittetal: Centre — Val de Loire, Bourgogne-Franche-Comté og Hauts-de-France.

Også i Grækenland skifter de to sidste grønne regioner, Østmakedonien og Thrakien, til gul.

Næsten hele Italien er fortsat grøn – dog nu med undtagelse af Sardinien, Italiens og Middelhavets næststørste ø, kun overgået af Sicilien.

Schweiz bliver nu næsten også gul i rejsevejledningerne. Dog forbliver disse schweiziske kantoner grønne, nævnt alfabetisk: Aargau, Appenzell Ausserrhoden, Appenzell Innerrhoden, Berne, Freiburg, Solothurn, St. Gallen, Thurgau, Uri, Wallis og Zug.

Smittede danskere sidder på coronahotel i Tyrkiet
Udenrigsministeriet skriver også i pressemeddelelsen omkring fredagens nye rejsevejledninger, at mange nysmittede i Danmark er vendt hjem fra ferie i Tyrkiet – selv om Tyrkiet er orange i de danske rejsevejledninger (alle ikke-nødvendige rejser for ikke-færdigvaccinerede frarådes)

For personer som ikke er vaccinerede eller tidligere smittede, men som alligevel vælger at rejse til et orange land, gælder der krav om test og isolation efter hjemkomst til Danmark.

Hvis man smittes på sin rejse til Tyrkiet, gælder der krav om selvbetalt isolation, og for tiden sidder flere smittede danskere på karantænehoteller i Tyrkiet, oplyser Udenrigsministeriet.

Forskel for færdigvaccinerede og ikke-vaccinerede
Ved hjemkomst til Danmark fra gule lande eller regioner skal ikke-færdigvaccinerede få foretaget en coronatest efter indrejse. Rejsende opfordres kraftigt til at tage en PCR-test i stedet for en kviktest ved indrejse for at styrke smitteopsporingen med deltavarianten i Danmark, lyder det fra Udenrigsministeriet.

Ligeledes anbefaler UM fortsat danskere til, hvis de rejser uden for Danmark, Færøerne og Grønland, at købe en privat rejseforsikring, der blandt andet dækker, hvis man får COVID-19 og for eksempel skal indlægges i udlandet.

Der opfordres også til – før afrejse – at kontrollere gyldigheden af ens blå EU-sygesikringskort. En anden opfordring er, igen før afrejse til udlandet, at læse rejsevejledningen for det pågældende land samt hjemmesiden for den danske ambassade i rejselandets med COVID-19 opdateringer.

Her er link til dagens opdaterede pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet med masser af links til oplysninger i forbindelse med rejser i en coronatid, klik her.

Relaterede artikler:

Grønland lukker for ikke-vaccinerede besøgende

Forskel på krydstogtkrav til færdigvaccinerede

Gouda: En helt anderledes kundesituation

Nye rejsevejledninger giver flere gule regioner

DRF: Rejsebranchen kan kræve vaccination