Flere Norwegian fly er halvtomme fra Karup

Lufthavnen kæmper for at bevare indenrigsruten til København, fordi tre daglige afgange med Norwegian er for lidt. Til gengæld kan de store fly med 189 pladser ikke fyldes tilstrækkeligt til acceptabel økonomi.

”Vi er indstillet på at bygge ruten op, men det er et absolut krav, at der skal flere passagerer om bord på flyene,” siger Norwegians markedschef Johan Bisgaard Larsen til Jyllands-Posten.

Ruten havde sidste år 164.000 afgående og ankomne passagerer. Det er et fald på 41 procent siden året før.

Der er for få businesspassagerer (man mangler givetvis de mange, som skal videre med SAS, men ikke kan checke billet og bagage videre fra Norwegian, red.) Der bliver også lejlighed til i artiklen at komme med nødvendige vink til Karup Lufthavn og ikke mindst til de kommunale ejere. Det er helt galt med manglende busser og for høje priser (taxaerne).

”Det nytter ikke noget, vi tilbyder billigere flybilletter, hvis de fritidsrejsende skal betale flere hundrede kroner for at komme med taxa til lufthavnen,” fortsætter Bisgaard Larsen.

Lufthavnschef Erik Jakobsen siger, at man arbejder på at få bedre og flere busforbindelser til lufthavnen, og at man også satser på flere fritidsrejsende fra København. Det skal ske i et samarbejde med turistforeninger i området.

Standby.dk har tidligere spurgt, om SAS kan være interesseret igen i Karup, men fået benægtende svar. Andre som DAT og Cimber siger, at de forholder sig afventende. De kan begge byde på de rigtige og mere velegnede fly, men uden en SAS-aftale skal de næppe have noget klinket.