Flere parat til sommerferierejsen i år

star tourSidste år på denne tid havde charterbranchen stor efterspørgsel på her og nu rejser, fordi skolelockouten holdt elever og forældre hjemme i ugevis.

Det betød til gengæld, at mange familier ikke turde bestille rejser i sommerferien, fordi de måtte bruge ferieuger på lockouten.

En spørgeundersøgelse via startour.dk med knap 2.000 svar viser, at 14% stadig ikke har bestemt sig for en sommerferie i udlandet mod 23% i samme undersøgelse sidste år.

”Der er langt færre tvivlere i år, og det er godt. Vi ser dog også i år, at familierne venter længere med at købe rejser, end tidligere år, og det er først nu, der for alvor er kommet skub i salget”, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Omkring 400.000 danskere plejer at tage på en charterferie i skolernes sommerferie, og det tal ventes stabilt i 2014.

”Lige nu er der flere par end sædvanligt, der har sikret sig en sommerrejse, mens der er færre familier, men i det store og hele forventer jeg, at vi i branchen over hele sommersæsonen når op på de ca. 800.000 danske rejsende, vi havde sidste sommer”.

41% vil rejse én uge til sommer, 21% vil af sted i 2 uger, mens 8% snupper tre uger i solen.