Fly evakueret efter brand i ny Samsung-telefon

samsung-galaxy-note-7Onsdag måtte kaptajnen på et amerikansk passagerfly fra Southwest Airlines beordre flyet evakueret, da en Samsung Galaxy 7 Note udsendte røg i kabinen.

”Alle passagerer og besætningen forlod flyet roligt og sikkert via kabinedøren”, oplyser flyselskabet.

Kort efter lanceringen af Galaxy 7 Note i sidste måned tilbagekaldte Samsung 2,5 millioner enheder efter flere tilfælde af, at mobilen pludselig brød i brand – formentlig på grund af ustabile batterier. Samtidig bad Samsung kunderne om at stoppe med at bruge telefonen, skriver finans.dk.

Federal Aviation Administration (FAA) i USA udsendte en advarsel til passagerer om ikke at tænde eller oplade telefonen ombord på fly og undlade at pakke telefonen ned i bagagen, der havner i flyets lastrum.

Ved udgangen af september havde 60% af de amerikanske ejere af Galaxy 7 Note udskiftet apparaterne, skriver AFP, men mobilen, som udsendte røg i flyet, var blevet ombyttet to uger tidligere til en ny, oplyser telefonens ejer til ABC News.

Passageren fortæller, at han havde slukket telefonen inden flyet skulle lette. Samsung vil nu kigge nærmere på telefonen.