Hvert år serverer Emirates 110 millioner måltider til sine over 55 millioner passagerer. Her i januar kan der fås veganske retter på lang række af ruterne. Pressefoto fra Emirates.

Flyselskab klar med 170 plantebaserede retter

Emirates, der siger man har verdens største, flyvende restaurant, serverer igen i år her i januar en lang række veganerretter. På årsbasis bespiser flyselskabet over 57 millioner passagerer.

Flyselskabet fra Dubai kalder konceptet Veganuary, et sammenkogt ord for veganer og januar. I alt har flyselskabet 170 plantebaserede retter på menukortet fordelt over hele rutenettet og udviklet til flyselskabets passagerer.

Passagerer kan naturligvis stadig få mad med kød, men da Emirates sidste år havde Veganuary blev der serveret 345.000 plantebaserede måltider.

Veganuary er en verdensomspændende bevægelse, der opfordrer til at leve vegansk. For at støtte en mere plantebaseret madstart på det nye år har Emirates derfor sat 170 veganske retter på menuen – udviklet i samarbejde med kokke og ernæringseksperter, oplyser Emirates i en pressemeddelelse.

Hvis man kan lide veganermad kan man hos Emirates i januar møde retter som: tofu Jalfrezi – en stirfry med krydret tofu og grøntsager serveret med vilde ris og tandoori broccolini; Shitake-ravioli serveret med korianderpesto og edamamebønner; Stegte ris med shitake serveret med sauterede asparges, østerssvampe og Marmite-sauce eller hvad med Misir Wat – en etiopisk-inspireret stærk linseret servereret med sauteret spinat, krydrede kartofler og gulerødder.

Selvom det altid er muligt at forhåndsbestille veganske måltider på Emirates’ flyvninger og kabineklasser, så er det første gang, at en vegansk menu er tilgængelig på lige fod med de konventionelle retter.

Udover de normale tre menuer vil den plantebaserede menu være tilgængelig på First og Business Class på ruter fra Dubai til Europa, Australien, New Zealand, Sydafrika og Addis Adaba.

Udover de veganske middagsretter tilbyder Emirates også en række plantebaserede desserter. En speciel vegansk ost bliver introduceret på Economy Class – på Business og First Class er mulighed for en vegansk mulighed til udvalget af gourmetchokolader.

Emirates-passagererne kan hele året bestille veganske måltider såvel som andre specielle retter på alle andre ruter og klasser – dog senest 24 timer før afgang.

Verdens største, flyvende restaurant
Hvert år serverer Emirates 110 millioner måltider på sine foreløbig tre kabineklasser: Economy, Business eller First Class; premium economy menes også på vej.

Emirates har i øjeblikket ruter til cirka 160 byer i 85 lande på seks kontinenter. Alene sidste år havde flyselskabet 58 millioner passagerer på sine to flytyper, Airbus A380 og Boeing 777. Det blev i snit til over 3.500 flyvninger om ugen – eller i alt 186.000 flights på sammenlagt 885 kilometer. Det svarer ifølge Emirates til 2.300 returrejser til Månen.

I november sidste år oplyste Emirates, at det har indgået en fast aftale om køb af 50 Airbus A350-900 XWB. Flyene leveres mellem 2023 og 2028. Den nye faste købsaftale afløser en tidligere intentionsaftale om at købe 30 A350’ere og 40 A330neo.

Relaterede artikler:

Koncernchef forlader Emirates

Emirates tjener mest på superkort A380-rute

Nordjyske oste flyver med Singapore Airlines