Denne weekend begynder den to uger lange Tomorrowland-festival i Belgien. Brussels Airlines har en særmalet Airbus A320 med navnet Amare som hyldest til kæmpefestivalen. Foto: Brussels Airlines.

Flyselskab på vingerne med 25.000 festdeltagere

Fra denne weekend og to uger frem afvikles den store Tomorrowland-festival i Belgien med 400.000 deltagere – over 25.000 flyver med Brussels Airlines på en række partyflyvninger.

For 8. år i rap er Star Alliance-medlemmet Brussels Airlines tæt involveret i den enorme Tomorrowland-festival i den belgiske by Boom.

Klik for stort format. Da Brussels Airlines i 2012 begyndte samarbejdet med Tomorrowland-festivalen var der 25 partyflyvninger til Bruxelles – i år er der 293 flyvninger fra 77 lufthavne med over 25.000 festdeltagere fra mere end 100 lande verden over. Pressefoto: Brussels Airlines.

Gennem de to uger med Tomorrowland har flyselskabet 293 flyvninger fra 77 lufthavne med over 25.000 festdeltagere fra mere end 100 lande verden over.

De lande med flest festdeltagere på vej mod Tomorrowland er Spanien, Schweiz, Storbritannien, Sverige og Tyskland. I 16 af lufthavnene er der gate-party inden afgang mod Bruxelles.

På nærmest ingen tid solgte Brussels Airlines over 13.000 party-pakker med blandt andet at flyve festivaldeltagerne til og fra Bruxelles.

Det sker på 293 Tomorrowland-flyvninger, hvoraf de 56 er såkaldte partyflight med masser af musik ombord og tagget #TMLpartyflight. Der bliver for første gang også en langrute party-flyvning med Brussels Airlines – fra Washington DC til Bruxelles.

Festival har eget fly
Et af flyene fra Brussels Airlines, der navnlig bruges i forbindelse med Tomorrowland er en Airbus A320 med navnet Amare. Flyet er et af Brussels Airlines’ seks særmalede A320’ere – Amare kom med sit nuværende udseende i trafik for tre år siden som en hyldest til netop Tomorrowland-festivalen.

For at hjælpe sine Tomorrowland-passagerer nemmere hjem efter festivalen opsætter Brussels Airlines en mobil bagagefunktion på festivalpladsen, hvor check-in bagage – herunder telte og andet campingudstyr – kan blive afleveret. Herfra kommer det til lufthavnen og hjem med passageren til dennes slutdestination.

Og som de forrige år har Brussels Airlines et gratis pariserhjul på festivalpladsen med udsigt over Tomorrowland-området.

Brussels Airlines, der ejes af Eurowings under Lufthansa Gruppen, flyver til over 100 destinationer, her af 23 i Afrika. Star Alliance-medlemmet har over 4.000 medarbejdere, 48 fly, i snit 250 daglige flyvninger og havde sidste år over ni millioner passagerer.

Relaterede artikler:

Lufthansa Gruppen fortsætter vækst i Danmark

Nymalet fly sætter ny rekord

Musikfestival giver millionomsætning