For gammel til at tage skoene af

USA’s ellers meget strenge sikkerhedskontrol i lufthavnene er på vej til at blive lidt mere acceptabel for passagererne. I går meddelte TSA, den amerikanske sikkerhedstjeneste, at man forsøgsvis vil gøre det lettere for ældre passagerer at komme hurtigere igennem kontrollen.

 

I Chicago, Denver og Orlando vil det i den kommende tid ikke være nødvendigt for passagerer, som er fyldt 75, at tage deres sko af. Den øvrige del af kontrollen vil være uændret.

 

Men som lederen John Pistole siger ”det er endnu et skridt mod at vi kan koncentrere os om de potentielle terrorister og deres forsøg på at slippe igennem”.

Hvorvidt passagererne nu skal vise pas, eller anden legitimation for at undgå at tage skoene af, melder historien ikke noget om.

 

Amerikanerne har nok heller aldrig set den gamle danske film ”Støvsugerbanden”, hvor det netop var de gamle, der begik alle ulovlighederne.

 

I danske lufthavne er det meget længe siden, at man skulle tage skoene af. Til gengæld er der krav om, at livremmen i Københavns Lufthavn skal på båndet (ikke et krav fra Trafikstyrelsen).

 

Måske er godt sted at begynde yderligere lempelser i København. Hvis de ældre da ikke bruger seler!

Skrevet af Ejvind Olesen