Ikke alle hotelværelser har den bedste udsigt. Her er det fra Holiday Inn Resort Lake Buena Vista i Orlando. Foto: Henrik Baumgarten.

Forbruger Europa advarer igen om bookingplatforme

Ferieglade danskere kan få ubehagelige overraskelser, hvis de ikke er opmærksomme når de booker hotel eller lejer bil via en bookingplatform, advarer EU-støttede Forbruger Europa.

Mange hjemmesider formidler kontakten til hoteller og lejebiler i hele verden. Det kan være en fordel, da man får overblik og kan sammenligne priser, faciliteter og så videre. Men når man booker hotel eller lejer bil gennem en bookingplatform, er det en god idé at være opmærksom på, hvem man reelt handler med.

Det skriver Forbruger Europa i en pressemeddelelse. Forbruger Europa er et netværk af nationale organisationer i Europa etableret af Europa-Kommissionen. Den danske afdeling er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

”Forbruger Europa har flere sager med danskere der oplevede, at hotellet eller lejebilen langt fra levede op til deres forventninger. De blev først klar over, at bookingportalen ikke havde ansvar for opfyldelsen af aftalen, da de prøvede at klage,” siger leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, og tilføjer:

”Ofte er bookingplatformene velkendte varemærker, og det kan betyde, at forbrugerne går ud fra, at det i sig selv er et kvalitetsstempel for den ydelse, de køber. Derfor er der mange, der ikke undersøger selve hotellet og udlejningsvirksomheden yderligere, selvom det tit er dem, der er den egentlige aftalepart.”

Spørgsmålet er bare, hvem man indgår aftale med
Når der bookes hotel eller lejer bil, så aftaler man, at man skal have et værelse eller en bil. Spørgsmålet er bare, hvem man indgår den aftale med, lyder det fra Forbruger Europa.

Lars Arent siger videre: ”Når alt går som det skal, er det sjældent et problem at have booket via en bookingplatform. Men hvis man ikke kan få bilen udleveret, eller poolen langt fra ligner det, der blev vist på billederne, er det ofte ikke bookingportalen, men biludlejeren eller hotellet, man har handlet med og kan stille til ansvar.”

Forbruger Europa skriver, at hvis bookingplatformen kun er formidler og derfor ikke tager ansvar for kvaliteten af forbrugerens køb, skal der være blevet gjort tydeligt opmærksom på det, før handlen indgås. Derfor anbefaler Forbruger Europa, at man på forkant undersøger, hvem man handler med.

Blandt forbrugerorganisationens gode råd omkring bookingplatforme er: Undersøg hvem, der er den egentlig aftalepart, inden man handler. Læs anmeldelser, og undersøg biludlejeren eller hotellets omdømme: Vær opmærksom på, om anmeldelserne virker troværdige, hvor mange der er, og om de er nye eller gamle, lyder det fra Forbruger Europa som tilføjer:

Besøg biludlejeren eller hotellets egen hjemmeside, og se om der er en ”om-os”-side og andre kontaktoplysninger – og undersøg billeder af hotellet fra andre gæster, for eksempel på Tripadvisor.com

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Mange føler sig snydt ved billeje

Forbruger Europa: Flypassagerer bliver kastebold

Forbruger Europa: Flyselskaber vildleder passagerer