Forbruger Europa forventer klager fra billejere

Efter sommerferien forventer EU-støttede Forbruger Europa igen i år henvendelser fra forbrugere, der ikke fik den bookede bil, har fået opkrævet flere penge eller ikke kan få deres depositum retur.

Enden på sommerferien betyder også flere henvendelser til Forbruger Europa danske afdeling fra danskere, der har fået uventede regninger efter at have lejet bil. Billeje ender i nogle tilfælde med at blive dyrere og mere bøvlet, skriver Forbruger Europa i en pressemeddelelse.

Forbruger Europa er et netværk af nationale organisationer i Europa etableret af Europa-Kommissionen. Den danske afdeling er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

I pressemeddelelsen siger Lars Arent, direktør for Forbruger Europa i Danmark: ”Tidligere år viser, at der efter sommerferien er flere, der henvender sig til Forbruger Europa, fordi de oplever problemer efter at have lejet bil. Ofte fordi forbrugerne ikke fik den bil, de havde booket, har fået opkrævet flere penge, end de havde regnet med eller ikke kan få deres depositum retur.”

Før sommerferien anbefalede Forbruger Europa at leje bil gennem en udlejningsvirksomhed, hvor man efterfølgende kan klage til det europæiske billejeklagenævn: The European Car Rental Conciliation Service. Dets medlemmer er, nævnt alfabetisk: Alamo, Avis, Budget, Dollar, Enterprise, Europcar, Firefly, Hertz, Maggiore, National, Sixt og Thrifty.

Bankkonto og inkasso
Forbruger Europa anbefaler forbrugerne at holde øje med deres bankkonti efter hjemkomsten. Mange henvendelser handler om, at der er trukket flere penge, end forbrugeren havde regnet med, eller uventede regninger.

”En af årsagerne kan være, at man på rejsedestinationen fik tilbudt en forsikring til lejebilen. Hvis man sagde ja til en unødvendig forsikring, kan det være svært at få pengene igen. Her gælder det som udgangspunkt, at det man har købt og skrevet under på, det hæfter man for,” siger Lars Arent og tilføjer: ”Hvis man ikke har skrevet under, kan man gøre indsigelse, hvis der trækkes et beløb, man er uenig i.”

Uventede regninger fra biludlejeren kan også handle om, at billejerne bliver beskyldt for at have påført bilen skader – men det skal udlejeren kunne bevise, understreger Forbruger Europa og tilføjer:

”Truer det udenlandske biludlejningsfirma med inkasso, skal man reagere med det samme. Er man uenig i kravet, så send dem en mail, hvor man afviser og beder om dokumentation.”

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Mange føler sig snydt ved billeje

Dansk biludlejningschef hjalp strandede turister

Fortsat stigende priser på udlejningsbiler