Der kan være mange udfordringer, hvis man køber flybillet via en bookingportal, advarer EU-støttede Forbruger Europa. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Forbruger Europa: Pas på ved køb af flybilletter

Forbruger Europa advarer om, at flypassagerer kan få en dyr overraskelse, hvis ikke sætter sig ind i, hvem de køber flybilletten hos og vilkårene. Især vigtigt at være opmærksom på transferbilletter.

Booker forbrugerne flyrejsen gennem en af de bookingportaler, der samler en masse flyafgange, hvor man kan sammenligne priser og mulige afgange, er det en god idé at være opmærksom, lyder advarslen fra EU-støttede Forbruger Europa.

Direktør for Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, siger i en pressemeddelelse: ”Mange regner med, at billetformidleren hjælper dem, hvis der opstår problemer. Men ofte er formidleren ikke direkte aftalepart og er derfor ikke ansvarlig for rejsen. Derfor er det en god idé, at man sætter sig ind i de vilkår, der gælder, inden man booker billetten.”

Forbruger Europa har mange sager, hvor rejsende ender som kastebold mellem flyselskab og formidler, når rejsen ikke går som planlagt. Flyselskabet sender ansvaret videre til formidleren eller omvendt, og det kan være rigtig svært at navigere i, understreger Lars Arent.

Hvis man kun ønsker én aftalepart, kan man booke flybilletten fra flyselskabets egen hjemmeside i stedet for hos billetformidleren, foreslår Forbruger Europa, der igen ikke nævner muligheden for at bruge et dansk rejsebureau.

Transfer-flybilletter kan blive dyre
Når rejsen kræver mellemlandinger, kan man på bookingportalerne købe billetter af typerne egentransfer, selftransfer eller non-protected transfers. Det betyder, lyder det fra Forbruger Europa, at man køber separate enkeltbilletter til hver afgang, og derfor selv er ansvarlig for sin rejse. Det kan blive dyrt, hedder det.

Lars Arent siger: ”Hvis man har købt egentransfer-billetter, er det forbrugerens eget problem, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst, og man ikke når næste fly. Man er på egen hånd, og risikerer derfor at hænge på udgiften til den flyrejse, man missede, og skal selv betale for en ny billet og andre udgifter, for eksempel hotelovernatning og mad og drikke.”

Direktøren for Forbruger Europa i Danmark tilføjer, at bookes flybilletter på en bookingportal, så vær ekstra opmærksom på, om man bliver præsenteret for blandt andet egentransfer-billetter. Så er man ved at købe flere enkeltrejser. Vær også opmærksom på, om flybilletterne har det samme reservationsnummer, PNR-nummer (Passenger Name Record)

Har de det, er det én samlet rejse og flyselskabernes ansvar, hvis der opstår forsinkelser undervejs, lyder det fra Forbruger Europa.

Hele pressemeddelelsen med gode råd fra Forbruger Europa kan ses via dette link.

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauforening undrer sig over banks ferieråd

Forbruger Europa: Flypassagerer bliver kastebold

Danskerne klager dagligt over flyselskaber