Et panel fra det danske analyseinstitut YouGov giver deres bud på, hvilke af Danmarks 20 største hoteller og feriecentre, de foretrækker. De tre største fokuskrav er pris, værelser og beliggenhed.
Undersøgelsen er baseret på 2.406 interviews med repræsentativt udvalgte personer fra YouGov Panelet i alderen fra 18 år og opefter. Data blev indsamlet i sidste måned.
Øverst på listen kom Comwell, Scandic Hotels, Radisson Blu og Best Western, da YouGov spurgte danskerne, hvilke hoteller og feriecentre, de kunne tænker sig et ophold på.
I alt blev de medvirkende spurgt om seks emner i forbindelse med undersøgelsen:
Hvilke af følgende hoteller og feriecentre har du hørt om? Hvilke har du et overordnet positivt indtryk af? Hvilke anser du for at repræsentere god kvalitet? Hvilke forbinder du med god værdi for pengene? Når du næste gang skal booke et ophold, hvilke vil du da overveje at booke hos? Hvad er de tre vigtigste kriterier for dig, hvis du skulle booke et ophold på et hotel eller feriecenter i Danmark?
De vigtigste krav
Tre kriterier lå øverst for valg af hotel eller feriecenter, oplyser YouGov: pris, værelser og beliggenhed. De 2.400 medvirkende i undersøgelsen kunne hver vælge tre kriterier.
En attraktiv priser kom ind som nummer et over prioriteterne med 48 procent. De andre ønsker var pæne og rene værelser, som 44 procent satte kryds ved, beliggenhed trak 34 procent, god morgenmad 25 procent, mens 17 procent af de adspurgte også havde ”hyggelig atmosfære” blandt deres ønsker.
Blandt de andre krav og ønsker var god service, internet (WiFi), gode parkeringsforhold, gode anmeldelser og stille omgivelser.
Comwell havde størst tiltrækningskraft
”Når du næste gang skal booke et ophold, hvilke af følgende hoteller og feriecentre vil du da overveje af booke,” lød et af spørgsmålene. Igen kunne der vælges tre svar:
Comwell kom øverst i Danmark med markering fra 21 procent, fulgt af Scandic med 19 procent og Radissson Blu Hoteller med 14 procent.
Best Western-hotellerne i Danmark fik kryds fra 13 procent, Lalandia 12 procent, Svinkløv Badehotel og Hotel Vejlefjord, begge 11 procent, mens medlemmerne af Danhostel fik ti procent af de afgivne markeringer.
De øvrige valgmuligheder på listen fik fra ni og ned til fem procent:
Skallerup Seaside Resort, CabInn, Tivoli Hotel & Congress Center, Hotel Legoland, Bella Sky, Egeskov Slot, Marienlyst Strandhotel, Wakeup Copenhagen (der er tre, red), Kurhotel Skodsborg, Zleep Hotels, Copenhagen Marriott Hotel og Hvidbjerg Strand Feriepark.
Målgruppen rejser meget
Til at deltage i undersøgelsen har YouGov brugt sit såkaldte segmenteringsværktøj, YouGov Profiles.
Analyseinstituttet oplyser også, at målgruppen i undersøgelsen ”rejser meget, også indenrigs,” og 19 procent af de medvirkende forventer at booke et privat ophold på et hotel eller feriecenter i Danmark inden for de næste tre til seks måneder.
YouGov tilføjer, at ansatte i den private sektor er overrepræsenteret i undersøgelsen (39 procent mod 31 procent af befolkningen) samt deltagere med en personlig indkomst på 400.000 kroner og derover, 38 procent mod 28 procent af befolkningen.
Relaterede artikler:
”En god chef spotter, udfordrer og udvikler det enkelte menneske”