Når medarbejdere tager på forretningsrejse, udsætter virksomheder sig selv for en øget sikkerhedstrussel. Men der er flere måder, man kan forsvare sig selv mod cyberkriminalitet.
Forretningsrejsende er nemme mål for cyberangreb. Sådan lyder det fra FCM Travel, som påpeger, at både virksomheder, mediekoncerner, forskningsinstitutioner og myndigheder er mål af høj værdi, når medarbejdere bliver sendt på rejse.
FCM Travel fremhæver også et studie foretaget af IBM i 2022, som viser, at menneskelige fejl i 95 procent af tilfældene er skyld i brud på cybersikkerheden. Derfor lyder det også, at det er vigtigt for organisationer at tænke over cybersikkerheden under forretningsrejser.
”Cyberangreb er ikke kun et IT-problem – det er alles værste mellemlanding. Fra falske rejse-e-mails til fælder i form af gratis Wi-Fi i lufthavnen bliver hackere mere og mere kreative,” skriver FCM, som kalder forretningsrejser ”en guldmine for cyberkriminelle.”
Mange snubletråde på forretningsrejse
Årsagen til, at forretningsrejsen udgør en særlig farezone, er, at de rejsende er afhængige af bærbare computere og mobiltelefoner og usikre netværk i lufthavne, hoteller, restauranter og alle andre offentlige steder.
Her udsætter de forretningsrejsende sig for risici såsom hackere, der får adgang til hemmelig information, malware-angreb, installering af spyware, phishing, ransomware og password-angreb.
En af de bedste løsninger, påpeger FCM Travel, er at sørge for, at man som virksomhed og medarbejder er opmærksom på risici.
Giver konkrete råd
FCM Travel fremhæver, at CISA, USA’s styrelse for cybersikkerhed og infrastruktursikkerhed, har en række råd for, hvordan man kan ruste sig til forretningsrejsen.
Skal man downloade en app, for eksempel fra et flyselskab, skal man gøre det hjemme og kun gennem Apples og Googles digitale markedspladser.
CISA råder alle til at opdatere sikkerhedssoftware før rejsen, ligesom man også fremhæver tofaktorgodkendelse på alle logins, mens man også skal være opmærksom på, at grænsevagter lovligt kan kræve sig adgang til elektronik, hvorfor det kan være en idé at rejse uden hemmelig information.
Opfordrer til brug af VPN
Generelt lyder det også fra CISA, at man bør tale med sin IT-afdeling, hvis grænsevagter har krævet adgang. Samtidig bør man undgå at bruge ladestationer med USB-stik, da de er mere udsatte.
Andre råd inkluderer blandt andet at undgå at dele sin lokation på sociale medier, så kriminelle finder ud af, at du ikke er hjemme eller på hotellet. Af samme grund opfordres forretningsrejsende også til at slukke fitness-apps og andre apps med tracking.
Skal man alligevel have adgang til dokumenter under rejsen, opfordrer CISA til at benytte VPN og til ikke at bruge offentlige, trådløse forbindelser, inklusive dem, der findes i lufthavne, på hoteller og caféer.
Relaterede artikler:
Turister bør være varsomme i sommervarmen

STANDBY.DK Nyt om rejser


