Forskellige ferieønsker for de nordiske folk

star tour ferieEn nordisk undersøgelse fra analysevirksomheden Respons i Norge, med over 4.000 respondenter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, viser overraskende forskelle, når vi planlægger eller er på ferie.

Flest danskere vil rejse udenlands på ferie til sommer, mens langt flere nordmænd har rejst på ferie tre gange eller mere i løbet af det seneste år end i de øvrige lande.

”Det er faktisk rigtig spændende at få foretaget en så stor, uvildig spørgeundersøgelse, der viser forskellene mellem os nordboere. Det er nemlig ikke altid, vi har helt ret i, hvad vi går og tror om os selv og hinanden, for eksempel når det kommer til at tænke på miljøet”, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Danskerne er nemlig dem, der mener det er mindst vigtigt at vælge en rejsearrangør med en miljørigtig profil, og samtidig dem, der mener økologisk mad og drikke på feriehoteller er mindst vigtigt.

”Det er ellers ikke sådan, jeg opfatter os danskere normalt, men sådan er billedet altså, når der spørges i forhold til vores nordiske naboer. Det er overraskende”, mener Stig Elling.

Mindre overraskende er det nok, at danskerne tager mest på bilferie, vores geografiske placering taget i betragtning. Flest svenskere vælger en charterferie, når de holder ferie i udlandet.

Fælles for alle nordiske lande er, at prisen er det vigtigste parameter i forhold til, hvilken rejsearrangør man vælger. Finnerne er de mest prisbevidste af alle.