Men derefter fanger bordet, og ingen fortrydelsesret eller tilbagebetaling. Detur nægtede at ændre rejsemål, da en familie ikke turde tage til Egypten uden en vaccination.
Der er helt nøjagtige bestemmelser for, hvornår man omkostningsfrit kan annullere en bestilt rejse i forhold til afrejsetidspunktet i henhold til Almindelige Betingelser for deltagelse i Pakkerejser.
En familie på to voksne og et barn bestilte 3. januar hos charterarrangøren Detur en rejse til Sharm el-Sheikh med afrejse dagen efter til i alt 8.238 kroner. Den kvindelige klager kom straks efter bestillingen i tanker om, at familien ikke havde den anbefalede vaccine, som vel at mærke ikke var krævet og blot anbefalet.
Men syv minutter efter, at hun havde bestilt rejsen på nettet, afbestilte hun igen. ”Jeg kontaktede straks Detur og oplyste, at vi ikke ønskede at rejse til Egypten uden vaccinationen, men Detur nægtede at hjælpe.”
Senere opstod en tvist om, hvordan og hvornår banken havde trukket beløbet. Undervejs oplyste familien, at de gerne ville flyttes til et andet rejsemål med Detur, hvor vaccinationer ikke var anbefalet.
100 procent gebyr
Rejsearrangøren oplyste, at man agtede at følge gældende bestemmelser: ”Ved afbestilling syv dage før den aftalte rejsedag beregner bureauet sig et gebyr på 100 procent. Ved for sent fremmøde eller ved kundens udeblivelse uden afbestilling, har kunden ikke krav på nogen del af indbetalingen. Udeblivelse eller for sent fremmøde betragtes som aflysning af hele rejsen.”
Klageren skrev herefter en mail til Detur: ”Jeg ønsker at fortryde mit køb af rejsen, Da vi ikke er vaccineret og har kontaktet vores læge, som ikke kan nå at vaccinere, og vaccinen først virker efter 6-10 dage. Vi tør simpelthen ikke rejse, men er villige til en ombooking til et andet land.”
Den ændring ville Detur imidlertid ikke gå med til, men henviste til gældende regler og bestemmelser. For en ordens skyld skal tilføjes, at bureauet naturligvis helt og holdent selv bestemmer om de vil ophæve købet og flytte kunden.
”Vi tilbyder ikke ændringsret”
Detur svarede kunden: ”I oplyser, at I gerne vil rejse. I ønsker blot at rejse til en anden destination. Her beder vi jer forstå, at der er tale om en ydelse, som er købt og betalt, altså en bindende aftale. Vi tilbyder ikke ændringsret.”
Pakkerejse-Ankenævnet giver Detour ret, da en så sen afbestilling (32 timer inden afgang) betyder, at man ikke kan nå at sælge rejsen til anden side. Derfor kan der opkræves et vederlag, som stort set svarer til rejsens pris. Dog med det forbehold, at et mindre vederlag for skatter og afgifter hos flyselskabet, kan tilbagebetales til klageren, hvis bureauet får noget tilbage på den konto.
Dermed kan klageren efter al sandsynlighed vinke farvel til cirka 8.000 kroner.
Relaterede artikler:
Rejsende kan også klage over uspecificerede rejser