Fortsat boom i dansk helikopterfirma

bel air 2LUFTFART: Siden årsskiftet er jyske Bel Air Aviation gået fra 3 til 6 AW139-helikoptere, der er skabt 35 nye arbejdspladser – og flere følger. Bel Air markerede forleden flyvning nr. 5.555…

Boomet fortsætter hos Bel Air, selskabet har primært offshore-flyvninger fra Esbjerg for Maersk Olie og Gas, DONG Energy og det amerikanske olieselskab Hess’ danske afdeling.

”Vi har landet ny aftale med Maersk Olie og Gas, så vi har to helikoptere på kontrakt for Maersk, ligesom vi flyver på livet løs for DONG Energy og Hess,” siger Bel Airs ejer, adm. direktør og helikopterkaptajn – samt mor til seks – 45-årige Susanne Hessellund, til standby.dk

Bel Airs Augusta 139-helikoptere koster op mod 85 mio. kr. og har plads til 12 passagerer.

5. juli fejrede Bel Air sin off shore flyvning nr. 5.555 med T-shirts til kunder, passagerer, samarbejdspartnere og medarbejdere. Selskabet havde i sidste regnskabsår et overskud efter skat på 26,8 mio. kr.

Til september begynder Bel Air nyt byggeri i Esbjerg lufthavn med ny administrations- og hangarfacilitet. Bel Air har siden årsskiftet ansat 35 medarbejdere, så det nu har 60 fastansatte og forventer at blive ca. 70 med udgangen af august.

I foråret døde Bel Airs’ bestyrelsesformand, Bjarne Hansen. Indtil der er fundet afløser – gerne med lidt indsigt i offshore og flyvning – fungerer Jan Børjesson, selskabets advokat, som bestyrelsesformand.