TIRSDAGSKLUMME: Det er sommer, og det er normalt agurketid, men Ryanairs opgør med den danske fagbevægelse og Grækenlands kamp for økonomisk overlevelse ændrer billedet i år.
Af Ejvind Olesen
Nyheder står aldrig i kø i juli måned i dansk presse. Men der findes undtagelser såsom kartelsagen med Maersk og SAS i sin tid. Og som nu med Grækenland og på den hjemlige arena Ryanairs stridbare ledelses sammenstød med den såkaldte danske model og fagbevægelsen.
Senest tager alvoren til over for Billund Lufthavn og de ansatte der. Det kan næppe gå så slemt, som Jacob Pedersen, Sydbank, spåede med Billund Lufthavns undergang, hvis Ryanair med 20-25 procent af trafikken presses ud. Senere trak han lidt i land, men budskabet var klart nok.
Der er ingen tvivl om, at Michael O’Leary mener, hvad han siger. Trafikken i Københavns Lufthavn vendes. Og fortsætter uændret i Billund.
Hvis man derefter fra fagforeningerne går videre med tanken om en blokade, kan Ryanair sagtens finde på at stoppe i Billund fra den ene dag til den anden. På samme måde trak man tæppet væk under Esbjerg Lufthavn – og drog til Billund.
Hverken Billund eller Ryanair skal vente nogen tilbagetrækning fra LO og de involverede fagforeninger. Heller ikke selv om det kan komme til at koste rigtigt mange arbejdspladser i Billund. Det ser de ud til at være helt kolde over for.
Ryanairs udtalelser om, at SAS står bag kampen, er det rene sludder. Det kan godt være, at Ryanair er en hård konkurrent om de billigste billetter, men en SAS ledelse kunne aldrig drømme om at bruge den slags metoder. Det er slet ikke deres stil.
I øvrigt havde de mere end rigeligt besvær med deres egne fagforeninger (kabinepersonalet og overgangen til Cimber A/S og den omfattende pilotstrejke i dette forår).
Her skal man også huske, at koncernchef Rikard Gustafson, SAS, for ikke længe siden sagde, at man gerne så en afgørelse om social dumping afgjort i EU regi (underforstået næppe af en dansk arbejdsret). Af hensyn til en lige konkurrence blandt alle europæiske luftfartsselskaber.
Fagforeningerne havde det svært i går, da de skulle stå model til, at den tidlig SF-formand og minister Villy Søvndal drog på ferie med Ryanair. Det var en bitter pille at sluge.
Den danske sommer byder på flere dueller, hvor ingen vil overgive sig. Det gælder den græske regering, det gælder Ryanair, og det gælder den danske fagbevægelse, som endelig har fundet en sag at kæmpe for.
Derfor er der ikke agurketid.