Fortsat mange danskere til Thailand

Lige for tiden skønnes det, at 1.500 danskere opholder sig i Thailand, hvor de dog som hovedregel holder sig på afstand af Bangkok. Og der er ingen udsigt til, at den danske interesse for eventyrlandet er ved at blive mindre, skriver bt.dk

 

Tvært imod kan rejsearrangøren MyTravel konstatere en betydelig stigning i salget af Thailand-rejser, og salgs- og marketingdirektør Jan Vendelbo kan berette, at selskabet har solgt 80% flere rejser til Thailand end på samme tid sidste år.

Noget tilsvarende gælder for den anden store rejsearrangør, Star Tour, der heller ikke har indikationer for, at der skulle være en afmatning, når man lige ser bort fra rejser til selve Bangkok.

 

Selv om uroen har ført til undtagelsestilstand i 17 af landets provinser er der ingen negative meldinger fra ferieøen Phuket og dens nærmeste omgivelser, som er centrum for de danske ferierejser. Ifølge Star Tours salgsdirektør, Stig Elling, har folk det godt og både selskabets egne folk og Udenrigsministeriet beretter, at der hverken har været eller er udsigt til ballade i den region.

 

Han kan også fortælle, at man ikke har fået afbud på rejserne og at man trods lavsæson sender 291 charterturister direkte til Phuket i morgen, onsdag.

Skrevet af Flemming Juul