Fra rejseforsikring til hotelejer

Susanne og Jan Møller fra Lunds Hotel i nordfynske Bogense.

HOTELLER: Baseret på gæsteanmeldelser kårede søgemaskinen Trivago forleden Danmarks Bedste Hoteller 2018. Der var fem kategorier – og det bedste 3-stjernede ejes i dag af kendt person fra rejsebranchen.

Trivago Awards uddeles i fem kategorier til de danske hoteller, der har modtaget de absolut bedste gæsteanmeldelser. Og da placeringerne kom forleden var Lunds Hotel fra Bogense i toppen blandt de 3-stjernede (læs mere om de øvrige i linket herunder)

Bag Lunds Hotel og de blot seks værelser står 58-årige Jan Møller, en kendt person i den danske rejsebranche. Han var hos FDM travels rejsebureau i Odense, havde bl.a. ti år i daværende Maersk Air, senest som stationschef i Odense Lufthavn, inden ruten til København lukkede, da trafikken begyndte at rulle over Storebæltsbroen i 1998. Herefter blev det til tre år i Europæiske Rejseforsikring fulgt af 17 i salgsafdelingen hos Gouda Rejseforsikring.

Danmarks mindste badehotel
Efter sit farvel til Gouda kiggede Jan Møller og hans hustru Susanne på noget, de mange gange havde lagt mærke til. Parret har en motorbåd i marinaen i Bogense – og her ud til vandet ligger Lunds Hotel, der regnes som vist nok ‘Danmarks mindste badehotel’ med sine seks værelser og tilhørende cafe.

Lunds Hotel anbefaler sig til såvel miniferier som overnatning for forretningsrejser på alle tider af året. Alle værelser har dobbeltseng, lænestole, 40″ fladskærm, badeværelser og egen terrasse med udsigt til marinaen.

Et kig fra marinaen i Bogense Havn mod Lunds Hotel.

”Vi købte og overtog hotellet 1. maj i år. Vi havde kigget på det tidligere og havde spurgt, om vi kunne købe det. Det kunne vi godt, men vi blev i første omgang overhalet indenom af en lokal forretningsmand. Men han måtte opgive sit projekt, så i januar i år talte vi igen med ejerne – og denne gang faldt tingene på plads,” siger Jan Møller til standby.dk og tilføjer: ”Nu satser vi på at få en forretning ud af det. Det skal jeg bevise overfor mig selv og bankdirektøren.”

Jan Møller har fået øget antallet af besøgende ved blandt andet at tilmelde hotellet til nogle bookingsystemer.

Gæster fra Australien og Brasilien
”Hotellet har mange gengangere blandt sine gæster, såvel weekendgæster som forretningskunder. Vi har gæster fra selvfølgelig Danmark, men også Norge, Sverige, Tyskland og så videre. Men efter vi er kommet med i nogle internationale bookingsystemer har vi pludselig også set gæster fra Australien, Brasilien og flere andre oversøiske lande,” siger Jan Møller.

Hans hustru, Susanne, har fuldtidsjob i personaleafdelingen på Odense Universitetshospital, men hjælper til så meget hun kan på Lunds Hotel.

”Fra juni til oktober i år har vi haft fuld belægning; jeg klarer det meste selv og keder mig bestemt ikke, men jeg havde hjælp i højsæsonen,” siger Jan Møller og tilføjer: ”Nu er det ambitionen at drive hotellet til pensionstiden kommer.”

Jan Møller gætter på, at hotellet, der blev bygget for cirka ti år siden og som står super velholdt, scorede så højt hos Trivagos gæsteanmeldelser, fordi man lægger vægt på rigtig god service samt den smukke placering ud til havet.

”Og som det går lige nu, ser det fornuftigt ud,” siger Jan Møller.

Relaterede artikler:

Trivago sætter pris på Danmarks bedste hoteller

Dansk turisme får ny satsning i Tyskland

Dansk turisme går glip af 500 millioner kroner