Godt to år endnu med væskeforbud i sikkerhedskontrol

Passagerer på vej til flyene gennem sikkerhedskontrol må fortsat lade vandflasker og væsker i større målestok blive hjemme eller sende med bagagen. Børneforældre kan fortsat risikere at skulle smage på babymaden for at bevise, at det er god nok.

 

Sikkerhedskomiteen i EU var indstillet på at fjerne forbuddet fra april næste år, men da teknikken til sikker gennemlysning endnu ikke er gennemført, udskydes det til l. april 2015.

 

”Til gengæld begynder vi en glidende implementering fra 1. juni næste år med lempelser under forskellige former,” siger sikkerhedschef Keld Zülow fra Trafikstyrelsen til takeoff.dk. Han bekræfter samtidig, at det er anden gang, man må skride til udsættelse, men nu skulle de nye planer holde.

 

Hvad angår taxfree varer ved transferrejser gælder vidt forskellige regler alt efter aftaler, som EU har med de pågældende lande. For eksempel må man gerne købe en flaske taxfree spiritus i lufthavnen i Singapore til Aarhus og tage den med ved flyskifte i Kastrup. Det må man fortsat ikke fra Bangkok. Hvis varerne i stedet for et købt i et EU-fly på vej hjem, er der også grønt lys til en provinslufthavn.

 

Fra de fleste amerikanske lufthavne er det nu accepteret, at man må tage flaskerne med gennem transfer i EU-lufthavn til bestemmelsesstedet.

Skrevet af Ejvind Olesen