Andreas Syrigos skal fremover stå i spidsen for Sabre Travel Network i de nordiske lande. Pressefoto via Sabre.

Græker i spidsen for Sabre i Norden

GDS-koncernen Sabre har udnævnt Andreas Syrigos som regional direktør for sin offline-del i Norden – han er i forvejen ansvarlig for Sabre i Grækenland og Cypern.

I sin nye, udvidede rolle som nu også ansvarlig for offline-delen hos det amerikanske reservationssystem Sabre i Norden, skal Andreas Syrigos bringe yderligere omfattende teknologisk og operationel erfaring til Sabres nordiske kunder, hedder det i en pressemeddelelse. Svenske Christer Svalmark er fortsat nordisk ansvarlig for Sabres store online-segment.

Sabre Corporation, som blandt andet sælger teknologiske løsninger til den globale rejseindustri, har udnævnt Andreas Syrigos til at stå i spidsen for dets offline Travel Network business i Norden, herunder Danmark, Finland, Norge og Sverige. Det oplyser Sabre, der har hovedkvarter i Texas.

Ifølge Sabre skyldes udnævnelsen af Andreas Syrigos til også at være ansvarlig for offline-delen i Norden en naturlig udvikling af det lederskab, han vist som chef for Sabre i Grækenland og Cypern siden han i 2016 kom til koncernen.

Andreas Syrigos vil for eksempel blive ansvarlig for at udbygge Sabres markedsposition i Norden inden for sit ansvarsområde ligesom han skal stå i spidsen for salgsinitiativer overfor rejsebureauerne i Norden. Hans ansvarsområder vil også omfatte information om Sabres nyeste teknologier samt support til Sabres eksisterende kundeservice overfor rejsebureauer.

Masser af erfaring
”Andreas har over 20 års erfaring indenfor den teknologiske industri og en anerkendt vilje til at hjælpe blandt andet rejsebureauer med at få løst teknologiske udfordringer så de kan klare sig i dagens meget konkurrenceprægede marked,” siger Antonella Vecchio, chef for Sabre Travel Networks strategiske salg i Vesteuropa.

Hun tilføjer: ”Andreas er en stærk kommerciel leder, er lidenskabeligt interesseret i teknologi og har et godt øje for, hvordan aktørerne i rejsebranchen kan blive bedre til at drage fordel af teknologiens muligheder. Med ham i spidsen i Grækenland og Cypern har vi på disse markeder set en betragtelig vækst.”

Sabre fremhæver blandt andet, at aktørerne i rejsebranchen i de nordiske lande er langt fremme i brug af teknologi. Dette gælder blandt andet API-segmenter; API er Application Programme Interfaces, en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software.

Sabre Corporation er en af den globale rejsebranches største teknologileverandører af alt fra software, data, mobil og distributionsløsninger. Sabres produkter bruges af hundredvis af flyselskaber verden over og et stort antal rejsebureauer og hoteller i mere end 160 lande.

Relaterede artikler:

Sabre rykker op i øverste NDC-liga

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre

Lufthansa klar med NDC Partner Program i Danmark