Rejsebureauer kan registrere sig på særlig hjemmeside med tilbud og info om blandt andet Lufthansa-gruppens løsninger indenfor New Distribution Capability.
Flere IATA-flyselskaber (International Air Transport Association) udruller i disse år NDC, New Distribution Capability-konceptet, der blandt andet skal opfylde flyselskabernes ønske om, at der gerne bookes direkte hos dem.
Således også Lufthansa, der var blandt first moverne på dette område. Og nu er Lufthansa Group – Austrian, Brussels Airlines, Eurowings, Lufthansa og Swiss – klar i Danmark med sit NDC Partner Program.
Via en hjemmeside får tilmeldte rejsebureauer, virksomhedskunder og teknologi-udbydere i rejsebranchen overblik over Lufthansa Group’s direkte salgskanaler og aktuel information om Lufthansa Group’s NDC API løsninger. API er Application Programme Interfaces, en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software.
Hjemmesiden lhgroupairlines.com/ndc er skabt som led i Lufthansa Group’s NDC Partner Program. Her samles tilbud, eksklusivt indhold og NDC API løsninger for flyselskaberne i Lufthansa Group, oplyser Lufthansa.
Hjemmesiden er frit tilgængelig og giver information om services for samarbejdspartnere og kunder – det såkaldte NDC Smart-Offer samt teknologiske og strategiske samarbejdsmuligheder.
Programmet fra Lufthansa tilbyder også bruger-support til samarbejdspartnere samt træningsprogrammer. Rejsebureauer med interesse i den gratis, web-baserede NDC-løsning, SPRK, kan registrere sig på hjemmesiden og få adgang til booking-platformen. Lufthansa Group tilbyder 1 Euro per kupon til rejsebureauer, der benytter SPRK-platformen.
Billetkontoret er med
“Vi ønsker at give vores lokale rejsebureauer adgang til de bedste muligheder og løsninger. Det nye NDC Partner Program og den tilhørende hjemmeside er et vigtigt værktøj. Et støt stigende antal rejsebureauer bruger og drager allerede fordel af NDC Smart Offer,” siger Stefan Kreuzpaintner, Vice President Sales EMEA i Lufthansa Group og tilføjer:
“Vi er meget glade for, at vi har fået et af de største rejsearrangører i Danmark, Billetkontoret, med i vores NDC Partner Program.”
Lufthansa Group opnåede sidste år den højest mulige IATA NDC-certificering og fortsætter med at investere i innovative NDC-løsninger, der forbedrer muligheder og tilbud til rejsebureauerne, oplyser Star Alliance-medlemmet.
Relaterede artikler:
Store forskelle på rejsebranchens NDC-parathed