Direktøren og ejeren af firestjernede Hotel Qaqortoq er ikke umiddelbart begejstret for planen om en grønlandsk overnatningsafgift. Arkivfoto: Hotel Qaqortoq.

Grønland planlægger overnatningsafgift for turister

I år 2030 vil antallet af forventede turistovernatninger i Grønland være steget cirka 30 procent i forhold til sidste år, vurderer den grønlandske regering, der nu planlægger en overnatningsafgift.

Udenlandske turister i Grønland kan på et endnu ikke fastsat tidspunkt blive pålagt en overnatningsafgift på 30 kroner i døgnet. Afgiften skal betales af alle, der ikke har bopæl i Grønland. Afgiften skal gå til kommunerne, så de kan udvikle lokal turisme.

Det skriver KNR (Kalaallit Nunaata Radioa), Grønlands Radio, på sin hjemmeside. Forslaget kommer fra Naalakkersuisut, Grønlands regering.

Grønland står formentlig foran et turistboom, hjulpet på vej af de kommende atlantlufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Mens den udvidede lufthavn ved den grønlandske hovedstad åbner i slutningen af november i år, forventes de udbyggede lufthavne i Ilulissat ved Diskobugten og sydgrønlandske Qaqortoq først at være klar i slutningen af næste år eller i løbet af 2026.

Naalakkersuisut skønner, at der næste år vil være omkring 200.000 afgiftsbelagte overnatninger i Grønland. Bliver afgiften en realitet, vil man fra 2026 kunne tjene over seks millioner kroner til kommunekasserne, skriver KNR.

30 procent flere turister
Og mens der sidste år, ifølge Grønlands Statistik, var 359.049 målbare kommercielle overnatninger på hoteller, vandrehjem og andre indkvarteringer i Grønland, forventer Naalakkersuisut, Grønlands regering, at antallet stiger de kommende år, blandt andet på grund af de nye lufthavne.

Ifølge Naalakkersuisuts beregninger, vil antallet af overnatninger se således ud: Næste år 388.744, stigende til 465.462 i 2030, altså en vækst på næsten 30 procent.

”Det er vigtigt, at de områder, der påvirkes af den øgede turisme, får ressourcer til at håndtere gæsterne til gavn for både turister og Grønlands borgere,” sagde minister for finanser og skatter, Erik Jensen, ifølge KNR, da forslaget blev debatteret i Inatsiartut, Grønlands parlament.

Hotelejer: Administrationsomkostninger kan overstige gevinsterne
Der er dog en bekymring for, at administrationsomkostningerne af overnatningsafgiften vil overstige gevinsterne, mener Jim Riis, der direktør for og ejer af det firestjernede sydgrønlandske Hotel Qaqortoq med snart 65 værelser.

Jim Riis siger ifølge KNR: ”Jeg har mine bange anelser. Det nytter ikke noget, at du får fem millioner kroner ind om året, men det koster tre millioner at administrere det.”

I stedet, siger han: ”Vi skal satse på at få flere turister herop. Det skaber flere arbejdspladser i de fag, der lever af turisterne, og det giver i sidste ende flere skatteindtægter.”

 

Relaterede artikler:

Grønlandsk turisme fik det bedste år nogensinde

Koncernchef: Grønlands hoteller er blevet for dyre

Albatros-chef i hård kritik af grønlandsk turismelov