Heathrow risikerer jule-strejke

Lufthavnen London Heathrow risikerer at blive ramt af strejke i juleperioden, skriver City AM. Baggrunden er en vejledende afstemning blandt 4.000 ansatte, som valgte at forkaste et overenskomstforslag om erstatning for ferietab.

Nu forestår der så en strejkeafstemning, som er planlagt at blive holdt mellem den 27. september og 18. oktober.

I en udtalelse siger fagforeningen Unite, at Heathrow i stedet for at ’gøre hver rejse bedre gør hver medarbejder fattigere’.

Unite gik så vidt, som at kalde det seneste forslag for mobning med det formål at snyde personalet for fuld ferieløn. Man kritiserede også forslagene til forbedring af arbejdsvilkårene.

Fra Heathrows side beklager man sig over den planlagte strejkeafstemning med håb om at finde en løsning med Unite.