Her har man lov at være lidt skeptisk

Når man i analyse om forretningsrejsers priser på fly og hoteller næste år erfarer, at priserne vil gå op, i Norge endda 11 procent, må man have nogle slagkraftige argumenter. Når man ikke har det, er bedst at fortsætte med at holde sommerferie.

Ingen kan forlange, at en analyse skal kunne ramme præcist med spådomme et år frem om flyrejser og hotelpriser rundt om i hele verden. Men vover man pelsen, må man i det mindste have en begrundelse for, hvorfor det sker.

I den rapport som erhvervsrejsebureauet CWT i samarbejde med Global Business Travel Association udsendte i sidste uge, halter det gevaldigt.

Således forudsætter rapporten, at flybilletterne vil stige 11,5 procent i Norge, i Tyskland 7,3 procent og i Frankrig med 6,9 procent, og som kollega Baumgarten skrev ”uden nogen begrundelse”.

Derfor kan man kun gætte på den store stigning. Og det kan alle gøre. Helt gratis. Jeg tror ikke, det går sådan.

Den globale prisstigning på varer og ydelser stiger ganske rigtigt mere i Norge end i andre skandinaviske lande. Men i luften overlever Norwegian eller bliver opkøbt af andre. Det giver i første omgang mere konkurrence og lavere priser.

Lufthansa får ikke lov
Norsk indenrigs er en god forretning, men flere kan ventes at byde ind med lavere priser. SAS er på vej ud af nordmændenes aftenbøn. Det kommer ikke til at ske uden sværdslag og priskrig – og lavere priser. Businesskunder rejser ikke så meget på businessklasse, som de har gjort. Det har Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos, vænnet dem af med. Resten har oliepriserne klaret.

Dernæst ventes Tyskland ifølge analysen at få prisstigninger på 7,3 procent (Jeg kan godt li’ decimalerne i sådanne fremtidsspådomme!) Og ja, hvis Lufthansas koncernchef, Carsten Spohr, får magt som han har agt, men det gør han ikke.

Allerhelst ville han opkøbe alle Europas betydende luftfartsselskaber, og hvis det skete, kunne man være sikker på betydelig prisstigninger, både for forretningstrafikken og lavpriserne. En sådan udvikling tillader hverken markedet eller EU’s konkurrencemyndigheder. Det er ren utopi.

Høj løn og mange strejker
På den anden side giver Lufthansa pænt overskud for tiden. Det samme gør flere af dets datterselskaber. Med nogle af Europas højeste lønninger på trods af mange strejker, skal der også noget i kassen. Og Lufthansa vil gerne have mere direkte salg med store firmaer (for selv at kunne skrue priserne op, og undgå provisioner). Det giver bagslag næste år.

Spohr og Co. skal være glade, hvis de får to procent mere for flybilletterne. Tyske forbrugere forstår også godt at spare, og har hørt om Ryanair og golfstaternes flyselskaber.

De franske strejker
Frankrig er jeg lidt mere i tvivl om. Air France/KLM har et stort rutenet på langruter, men selskabet har svært ved at få styr på et turbulent arbejdsmarked, hvor det ser ud til at personalet i cockpit og kabine straks skrider til strejker, hvis de ikke får deres vilje. Det går bedre i Holland end i Frankrig. Er der et partneropgør på vej?

Strejker har kostet Air France store millionbeløb i år, og konkurrencen på USA, Sydamerika og Afrika skærpes fra dag til dag. For slet ikke at tale om Asien med masser af ruter via Golfen, som skruer chokerende op for trafikken til Europa (læs Qatar Airways til Skandinavien). Betyder det højere priser næste år? Nej, det betyder lavere priser. Igen på grund af konkurrencen.

Undersøgelse peger også på udfordringer som handelskrige næste år mellem USA og Europa. Allerede i dag ser den fare ud til at være drevet over, og hvad Brexit angår er der ingen grund til at tro på de store ændringer.

Både USA og EU har brug for London og Open Sky-aftalen, som dybest set er årsagen til, at billetpriserne på flytrafikken er steget minimalt i forhold til, hvordan det have været i en monopoltid. Det viser historien alt om.

Der er også lave pilotlønninger
Endelig er der analysens notering af højere oliepriser (den kan altid bruges, men har dog i år indtil nu kun været cirka 11 procent, mens dollaren kun er steget tre procent). Til gengæld hører vi igen og igen fra flyproducenter, hvordan nye fly sparer op til 20 procent brændstof i forhold til ældre modeller.

CWT-analysen nævner også højere pilotlønninger. Ja, men der er sandelig også kommet lavere lønnede piloter. Spørg blot om, hvad de unge piloter tjener i dag. De har svært ved at komme op på 410.000 kr. om året, som er minimumslønnen for at få arbejdstilladelse i Danmark i dag.

Jeg forstår ikke, hvad CWT vil med en sådan analyse. Ideen kan da ikke være at skræmme kunderne til at rejse mindre og finde alternative løsninger.

Relaterede artikler:

Udsigt til dyrere erhvervsrejser

EU afviser klage over Lufthansa-afgifter

500 millioner lavprissæder i Europa