Klar til afgang. Der er også daglige nattog i begge retninger mellem Stockholm og København. Pressefoto for SJ: Christian Kruse.

Hilsen fra nattoget mellem Stockholm og København

AKTUEL KOMMENTAR: ”Der er meget momentum for den måde at rejse på. Det håber jeg mange opdager – også de folkevalgte og DSB,” skriver Lise Bach Hansen, der tit tager toget til Stockholm.

Lise Bach Hansen er til daglig leder af International Forfatterscene på det Kgl. Bibliotek i København. Hun rejser ofte til Stockholm i forbindelse med sin post som ordførende for Øresundsinstituttets Kulturudvalg. Forleden skrev hun dette opslag på Linkedin, der her bringes med hendes tilladelse:

Nattog fra Stockholm til København kan totalt anbefales. Man sparer tid, man sparer en hotelovernatning, man rejser miljørigtigt, og man rejser drømmende ned gennem Sverige og kommer hjem på den dejligst tænkelige måde.

Glem alt om lufthavnens kropsvisiteringer, gennemlysninger og køer, indhegninger og båse, der får os til at føles os som kvæg, der gennes rundt – ydmygede, uværdige og fortabte.

Toget er klasse! Jeg flottede mig og købte 1. klasse. Men det var stadig billigere end en hotelovernatning! Så der er penge at spare.

Det venligste personale
Det foregår sådan her: Man møder op på Stockholm Centralstation ved 23-tiden efter en lang mødedag, hvor man endda kan nå at afslutte dagens møder med middag med sine kollegaer, fordi togafgangen er så sen.

På perronen står det venligste personale fra SJ med en liste over nattens rejsende gæster. Man får tildelt sin sovekupé. Et fint lille rum med bad og dejlig opredning, så falder man i søvn til lyden af rejse og fremdrift.

Klokken 07.00 næste morgen kører toget ind på Malmø station. Man stiger ud og går direkte over på et hotel lige over for stationen og får den dejligste hotel-morgenmads-buffet, som er inklusive i prisen!

Et kig ind i sovekupeen på første klasse. Foto: Lise Bach Hansen.

Imens man spiser og drikker sin kaffe, kan man planlægge hvilket Øresundstog man vil tage til København – hoppe på, køre over broen og være på kontoret klokken 9.

Smukke landskaber og fin wi-fi
Og jeg behøver vel heller ikke nævne, hvor rystende hurtigt og billigt det er at tage toget fra København til Stockholm helt almindeligt i dagtimerne?

Max fem timer! Fra Hovedbanegården til Centralstationen! Og man kører igennem det smukkeste landskab, imens man sidder med sin computer og arbejder på den fine wi-fi forbindelses. I pauserne går man i spisevognen og køber frokost og andet godt.

Gør det! Tag toget! Rejs miljøbevidst og rejs billigt og det bedste: rejs med værdigheden i behold!

 

Relaterede artikler:

Ingen sovevogne på nyt nattog til Hamborg

Genoptager togtrafikken mellem Stockholm og Oslo

Her er verdens 10 hurtigste tog