Trods dyrere brændstof og økonomiske problemer for nationen, går det usædvanlig godt for USAs luftfart, som har kurs mod nye rekordoverskud.
Efter en bølge af konkurser og fusioner er flybranchen i USA skåret ned til fire store flykoncerner, skriver Dagens Industri ifølge travelreport.se.
American Airlines er lige ved at være fusioneret med US Airways og skaber dermed verdens største flyselskab målt i antal passagerer. United Airlines opslugte i 2010 Continental og Delta Air Lines gik i 2008 sammen med Northwest Airlines.
Southwest, det mindste af de fire, er det eneste selskab, som klarede finanskrisen uden at søge om konkursbeskyttelse.
Netop den særlige konkursbeskyttelse i amerikansk lovgivning, Chapter 11, har været nøglen til, at selskaberne har kunnet omstrukturere i relativ uforstyrrethed.
Bloombergs flyselskabsindeks steg med 35% i første kvartal 2013, og ifølge flyanalytiker Robert Herbst ventes det, at 2013 bliver det hidtil mest lønsomme for de fire store i branchens historie.