Højsæson for at booke skiferie

skiferieIfølge en undersøgelse foretaget af Epinion for VisitSweden er det lige nu, at de fleste skientusiaster booker rejsen til de svenske pister.

30% af de danske skiløbere booker typisk deres skiferie i september og oktober – eller endnu tidligere, mens 27% venter til slutningen af året, og kun 8% til januar med at bestille.

”De vil være sikre på at få plads netop der, hvor de har planlagt.  Flertallet har udset sig Dalarna med favoritområder som Sälen, Kläppen, Stöten og Idre Fjäll. Ud over at få sikret hytten lige ved pisten, er der penge at spare ved at bestille og betale nu,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Sommersol og varme afholder ikke danskerne fra at tænke på sne og frostvejr. Halvdelen af de danske skiløbere overvejer allerede i løbet af sommeren eller tidligere, hvor den kommende skirejse skal gå hen.

Med sin placering i hjertet af Sverige er Dalarna et af Sveriges mest populære rejsemål for danskerne. Der er i alt 300 pister i Dalarna i alle sværhedsgrader, lige fra grønne pister for børn og begyndere til sorte pister med og uden pukler. Blandt danskerne er især områderne Sälen, Kläppen, Idre Fjäll, Orsa Grönklitt og Stöten populære.