Der er brug for øget adgang til international arbejdskraft, og at flere unge bliver motiveret til at søge ind på erhvervsuddannelserne, lyder det fra HORESTA. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

HORESTA: Finanslov skal understøtte væksterhverv

I regeringens bud på en ny finanslov savner HORESTA yderligere initiativer til at styrke de erhverv, som bedst skaber vækst. Det gælder for eksempel hotel-, restaurant- og turistbranchen.

Danmark oplever en virkelighed med høj inflation og risiko for recession. I den situation skal de offentlige udgifter holdes nede, samtidig med at væksterhvervene understøttes bedst muligt.

Det skriver HORESTA i en pressemeddelelse, efter regeringen onsdag fremlagde sit finanslovsforslag for næste år.

HORESTA har cirka 2.000 medlemmer blandt hoteller, restauranter og andre aktører i turisme- og oplevelseserhvervet.

Brancheforeningen opfordrer til, at finansloven bliver så stram som muligt. Jannick Nytoft, administrerende direktør i HORESTA, siger:

”Inflationen galopperer derudad. Det presser både private husholdninger og erhvervslivet. En stram finanslov kan på ingen måde løse problemet i en åben økonomi som Danmarks, men det bør sikres, at finanspolitikken ikke tænder yderligere op under inflationen.”

HORESTA-direktøren opfordrer til, at regeringen fokuserer på at styrke de erhverv, som fremover bedst kan skabe vækst. Det gælder for eksempel hotel-, restaurant- og turisterhvervet, som i årets andet kvartal gav det største bidrag af alle brancher til den danske vækst i bruttonationalproduktet.

Savner kvalificeret arbejdskraft
Det handler først og fremmest om at sørge for, at vi har kvalificeret arbejdskraft. De senere år har vores medlemmer igen og igen måttet takke nej til ordrer, fordi de ikke har hænder og hoveder nok, lyder det fra HORESTA.

”Dermed går virksomhederne glip af vækstmuligheder, men både de statslige og kommunale kasser går også glip af skatter og afgifter til finansiering af velfærd. Derfor må og skal der findes langtidsholdbare løsninger på den aktuelle ubalance på arbejdsmarkedet,” siger Jannick Nytoft.

Hotel- og restauranterhvervet satte i juli beskæftigelsesrekord med 137.000 medarbejdere. Det er 12.000 flere end før coronakrisen. Men HORESTA skønner, at erhvervet kunne beskæftige yderligere 5.000-6.000 medarbejdere – hvis det var muligt at skaffe dem.

”Regeringen og oppositionen har sammen taget en række initiativer, der har haft effekt. Men bare slet ikke nok. Der er i særlig grad brug for øget adgang til international arbejdskraft, og at flere unge bliver motiveret til at søge ind på erhvervsuddannelserne,” siger HORESTA’s administrerende direktør, Jannick Nytoft.

Relaterede artikler:

”HORESTA skal være stemmen for ét erhverv”

12.000 nye jobs hos danske hoteller og restauranter

Ny aftale giver hoteller afgiftslettelse for millioner