Københavns største hotelkæde vil bruge over 400 millioner kroner på at udvide sit næststørste hotel med yderligere 270 værelser. Dermed bliver det hovedstadens 3. største med 768 værelser.
I dag er Arp-Hansen Hotel Gruppens 2-stjernede Wakeup-hotel i Borgergade tæt på Kongens Nytorv det 7. største hotel i København med 498 værelser – men i 2020 er det rykket op som 3. største efter en udvidelse med 270 værelser.
Dermed vil Wakeup Copenhagen II (det andet Wakeup-hotel i København) kun være overgået af Danmarks største hotel, CabInn Dybbølsbro; hotellet fra den danske lavpriskæde CabInn åbner næste år med 1.220 værelser – og det eksisterende AC Hotel Bella Sky Copenhagen med 812 værelser.
Oprindeligt var planen at udvide Wakeup Copenhagen II med 250 værelser efter Arp-Hansen har købte grunden med baghuset til hotellet ved at opføre en ekstra bygning bag hotellet i Borgergade, hvor der i dag er et parkeringshus.
Men, siger koncernchef i Arp-Hansen, Dorte Krak, til STANDBY.dk, nu bliver projektet i stedet på 270 værelser. ”Lokalplanen for udvidelsen i Borgergade er nu godkendt og vi venter bare på byggetilladelsen,” siger Dorte Krak og tilføjer:
”Bygningen med de 270 ekstra værelser forventes at stå klar i sommeren 2020. Det går også rigtig godt for Wakeup-konceptet, som markedet godt kan lide. Fordi det er et lavprisprodukt, er det nødvendigt med store enheder med mange værelser.”
1,5 millioner kroner for et nyt hotelværelse
Som dagens ejendomspriser er i København koster det cirka 1,5 millioner kroner at opføre et nyt hotelværelse, siger Dorte Krak. Dermed bliver investeringen i den nye bygning ved Borgergade med de 270 ekstra Wakeup-værelser på lidt over 400 millioner kroner.
Det første og i dag største Wakeup Copenhagen-hotel med 510 værelser ligger ved Tivoli Hotel & Congress Center, der også hører under Arp-Hansen.
Sidste år åbnede Arp-Hansen sit første hotel udenfor København, Wakeup Aarhus med 315 værelser. Også i 2017 fik Arp-Hansen sit 2-stjernede hostel Steel House Copenhagen med 1.150 sengepladser på 253 værelser.
Senere i år får Arp-Hansen sit tredje Wakeup-hotel i København. Wakeup Copenhagen III kommer til at ligge med 585 værelser overfor Copenhagen Marriott Hotel, Danmarks største 5-stjernede hotel med 406 værelser.
Med væksten i Wakeup-konceptet kommer de tre Wakeup-hoteller i København, når Borgergade er udbygget og Wakeup Copenhagen III åbnet, op på cirka 1.860 værelser. De vil dermed udgøre cirka 40 procent af Arp-Hansens samlede antal hotelværelser.

Christel Damm afløser næste måned Lars Pallisgaard som direktør for Arp-Hansen-hotellet Wakeup Copenhagen II. Arkivfoto.
Ny hoteldirektør
Wakeup Copenhagen II i Borgergade får i øvrigt 13. august ny direktør i form af Christel Damm. Hun blev i 2008 ansat på Arp-Hansen-hotellet The Square på Rådhuspladsen i København. Her har hun været bookingkoordinator og assisterende receptionschef – og siden 2012 på kædens Tivoli Hotel & Congress Center som rooms division manager.
På Wakeup i Borgergade afløser Christel Damm en af Arp-Hansens mest kendte og udadvendte direktører, 51-årige Lars Pallisgaard. Han kom til hotelkæden i 2001 og har blandt andet været direktør på kædens Gentofte Hotel, Grand Hotel (der ikke mere er i Arp-Hansen-gruppen) samt det første Wakeup Copenhagen ved Tivoli Hotel & Congress Center.
Lars Pallisgaard var første direktør for Wakeup i Borgergade, men begyndte 1. juli som direktør for det kommende Wakeup III i København, der åbner senere i år.
Hidtil bedste regnskab
Med en omsætning sidste år på 1,2 milliarder kroner og et overskud efter skat på 286 millioner kroner blev 2017 hotelgruppen Arp-Hansens hidtil bedste.
Ved udgangen af sidste år havde Arp-Hansen 12 hoteller, her af syv med fire stjerner, og samlet 3.768 værelser, cirka 22 procent af den samlede hotelkapacitet i København. Af det totale antal værelser er 3.355 på kædens ti hoteller i det centrale København – i Gentofte nord for København har kæden 98 værelser på Gentofte Hotel plus 315 værelser på sit Wakeup-hotel i Aarhus.
Sidste år solgte Arp-Hansen tæt på en million hotelværelser og havde omkring to millioner gæster til møder og konferencer på kædens hoteller.
Hotelkæden ejes primært af brødrene Henning og Birger Arp-Hansen, mens koncernchef Dorte Krak har en mindre aktiepost.
Relaterede artikler:
8.500 nye hotelværelser på vej til København
Nyt rekordår for Københavns største hotelgruppe
Ny koncerndirektør i Københavns største hotelgruppe