Scandic vil indenfor et år tilbyde mindst to allergivenlige værelser på samtlige sine foreløbig 280 hoteller, der samlet har 57.000 værelser. PR-foto.

Hotelkæde gør livet lettere for allergikere

Scandic Hotels øger antallet af tilgængelighedsstandarder fra 135 til 159. En af de nye kategorier er retningslinjer for at imødekomme allergiske gæster.

Scandic bliver med sit nye tiltag verdens første hotelkæde med standarder for allergivenlige værelser, oplyser kæden, der foreløbig har 280 hoteller i seks lande – heraf 26 i Danmark.

Det nye fokus på allergikernes behov betyder blandt andet, at gæster der booker et allergivenligt værelse, kan forvente trægulv i værelset, at der ikke placeres dyr på samme etage samt allergivenlige og parfumefrie produkter på badeværelset.

Det nye tiltag er en del af Scandics tilgængelighedsstandard, der blev lanceret i 2005. Nu opdateres den fra de hidtidige 135 til 159 punkter, hvoraf en af de nye kategorier indebærer retningslinjer for at møde allergikernes behov, når de bor på hotel.

”Stadig flere gæster efterspørger fokus på tilgængelighed. Blandt andet kan vi se, hvor vel modtaget vores ”Morgenmad for alle-koncept” er blevet. Målet er nu, at alle vores hoteller skal tilbyde mindst to allergivenlige værelser inden for et år,” siger Magnus Berglund, tilgængelighedsdirektør i Scandic, og tilføjer:

”Vi arbejder konstant på at finde løsninger, der gør vores hoteller mere tilgængelige. Selvom vi tidligere har været i stand til at tilbyde vores gæster allergivenlige værelser, er vi meget stolte af, at dette nu er en del af vores tilgængelighedsstandard.”

Scandic viser produkt online
I løbet af foråret udgiver Scandic en opdateret version af sin e-learning i tilgængelighed. E-learningen blev oprindeligt designet til Scandics 18.000 medarbejdere, hvoraf de 2.000 er i Danmark – men ligger nu tilgængelig på Scandics hjemmeside for alle, der ønsker at lære mere om, hvordan man tilbyder højkvalitetsservice til mennesker med funktionsvariationer.

Siden 2003 har Scandic fokuseret på at gøre alle hoteller tilgængelige for gæster uanset deres behov.

Scandic er ifølge egne oplysninger eneste hotelkæde, som har udviklet en tilgængelighedsstandard. Den består i dag af 159 point, hvoraf 105 er obligatoriske for alle hoteller, og for nybyggede Scandic-hoteller gælder alle 159 point.

Relaterede artikler:

Ny app hjælper allergikere ved møder og events

Rejsejournalister kiggede på bæredygtig turisme

Her er favoritterne hos de danske mødeplanlæggere