Kroatiske Valamar Hotels & Resorts omfatter luksushoteller, standardhoteller og campingpladser. PR-foto.

Hotelkæde vil øge synlighed på det nordiske marked

Kroatiske Valamar Hotels & Resorts med både luksushoteller og campingpladser, vil vise flaget på det nordiske marked. Til det formål har kæden fået aftale med dansk repræsentationsbureau.

Valamar Hotels & Resorts tæller 51 hoteller og resorts – herunder ét i østrigske Obertauern, resten er på den kroatiske hjemmebane. Overnatningsstederne i Valamar-koncernen tæller luksushoteller, standardhoteller og campingpladser.

Få at blive mere profileret på det nordiske marked har Valamar indgået aftale med John Migliorinis repræsentationsbureau Bridge Representation, om at få vist flaget i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Valamar havde før pandemien også en nordisk repræsentation.

”Aftalen skal introducere Valamar til et bredere publikum i de nordiske lande på områder som leisure, grupperejser og MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events, red.),” siger John Migliorini i en pressemeddelelse. Næste år åbner Valamar et nyt kongrescenter, Pical Convention Centre, ved adriaterhavsbyen Poreč og med plads til 1.200 mødedeltagere.

Valamar-gruppen fremhæver sit fokus på miljøvenlighed, at man bruger bæredygtig energi, herunder solenergi. Valamar har ifølge pressemeddelelsen over seks årtiers erfaring på det kroatiske marked, hvor det er en af de førende hotelkæder, oplyses det. Kædens overnatningssteder ligger ud til såvel Adriaterhavet (mellem Italien og Balkan med blandt andet Kroatien), Alperne og kroatiske øer.

Turisme er vigtig indtægtskilde
Selve Kroatien er medlem af EU og har euroen som valuta. Tre ud af fire udenlandske turister kommer til Kroatien i sommerens højsæson. Kroatien er også på menukortet hos blandt andet flere danske charterrejsebureauer. Turismen udgør cirka 20 procent af landets bruttonationalprodukt.

Ifølge de officielle kroatiske tal var der i 2019, året før pandemien, 23,5 millioner udenlandske turistankomster i Kroatien. De største udenlandske turistleverandører er Tyskland, naboerne i Slovenien samt Østrig.

Kunderne hos repræsentationsbureauet Bridge Representation tæller i forvejen blandt andet Millennium Hotels and Resorts (145 hoteller), Incentive Connections DMC i Dubai og Club Med Meetings & Events.

Bridge Representation fungerer også som konsulent- og repræsentationsbureau i fire af de nordiske lande: Danmark, Sverige, Norge og Finland. Bridge tilbyder blandt andet fokus på salg, marketing og PR overfor rejsebranchen. John Migliorini har gennem årene arbejdet med adskillige hotelkæder, turistorganisationer, forlystelsesparker og incomingbureauer i en række lande, oplyses det.

John Migliorini åbnede Bridge Representation i 2017 – han er primært kendt for sine syv år som blandt andet salgsdirektør hos et andet dansk og nordisk repræsentationsbureau, Atlantic Link.

 

Relaterede artikler:

Ny analyse: Rejselande er blevet dyrere – og billigere

Travelheart Family på vej med første sommerhotel

EU-opgørelse: Disse lande har det reneste badevand