I snit åbnede eller overtog Hilton på verdensplan hver dag sidste år over et hotel. Arkivfoto fra Hilton-hotel i Minneapolis: Henrik Baumgarten.

Hotelkæmpe satte flere rekorder i 2023

I sidste kvartal af 2023 satte Hilton-koncernen rekord i sin over 100-årige historie i antal nyåbnede hotelværelser, antal overnattende gæster og den hidtil største pipeline af kommende nye hoteller.

Alene i fjerde kvartal af sidste år åbnede Hilton flere værelser end nogensinde i sin historie, i alt 132 hoteller på verdensplan med omkring 24.000 værelser. Totalt fik koncernen hele sidste år 395 flere hoteller – altså mere end et i gennemsnit hver dag – med i alt 63.000 værelser, en vækst på tæt på fem procent i forhold til status ved slutningen af 2022.

Ligeledes, skriver Hilton i en pressemeddelelse, kom hospitality-giganten ud af 2023 med underskrifter på at åbne eller overtage 1.000 hoteller med tilsammen 130.000 værelser. Dermed har Hilton nu næsten 3.300 hoteller med 462.000 værelser på vej de kommende år. Dermed har Hilton flere hotelværelser på vej end nogensinde før i koncernens historie.

Chris Nassetta, koncernchef for Hilton, siger i pressemeddelelsen: ”Der er på verdensplan stigende efterspørgsel efter premium-hotelprodukter med høje serviceniveauer.”

Han noterer også, at Hilton sidste år åbnede yderligere to hotelvaremærker, Spark by Hilton til den bedre del af lavprismarkedet, og LivSmart Studios by Hilton til langtidsgæster. Dermed har Hilton-koncernen i alt 22 varemærker, primært hotelbrands.

7.500 Hilton-hoteller i 126 lande
Hilton kom ud af 2023 med mere end 7.500 hoteller og resorts med 1,2 millioner værelser og suiter i 126 lande og territorier verden over.

Også sidste år satte Hilton rekord i antal overnattende gæster – i alt 213 millioner blev det til. Koncernen har siden sin start for over 100 år siden haft mere end tre milliarder gæsteovernatninger, oplyses det.

Og hotelkoncernens bonusprogram, Hilton Honors, kom også ud af 2023 med et rekordhøjt antal medlemmer, der er nu mere end 180 millioner medlemmer af Hilton Honors.

Kun ét Hilton i det danske rigsfællesskab
Det kan hævdes, at Hilton ikke er interesseret i Danmark. Det eneste Hilton i rigsfællesskabet, er Hilton Garden Inn Faroe Islands med 130 værelser og suiter ved Torshavn.

Hotelselskabet bag hotellet, der åbnede i 2020 ved den færøske hovedstad, ejes 100 procent af Færøernes flyselskab, Atlantic Airways.

 

Relaterede artikler:

Hilton får nyt varemærke til langtidsgæster

Hilton-varemærke runder 1.000 hoteller

Hilton lancerer første økonomi-varemærke