På kort tid er der efter genåbningen af blandt andet restauranter blevet mangel på arbejdskraft, lyder det fra HORESTA. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Hoteller og restauranter atter over 100.000 ansatte

Genåbningen af restauranterhvervet sidst i april har skabt tusindvis af nye job i hotel- og restauranterhvervet. Nu er der mangel på arbejdskraft. HORESTA har en opfordring til politikerne.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at alene fra april til maj steg antallet af job i erhvervet med 18.000. Det er en vækst på over 20 procent, og dermed kom erhvervet for første gang i et halvt år over 100.000 medarbejdere igen. Da antallet af medarbejdere i erhvervet var højest, rundede det for to år siden 127.000, skriver HORESTA i en pressemeddelelse.

”Store dele af hotel- og restauranterhvervet er i fuld gang med at bygge omsætning op igen efter halvandet års dyb krise.

Vi glæder os over, at mange medarbejdere igen er beskæftiget i erhvervet, og at nye har fundet vej. De mange nyansættelser er udtryk for, at der er stor tiltro til fremtiden,” siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i HORESTA.

Selv om der i øjeblikket bliver ansat mange nye medarbejdere i hotel- og restauranterhvervet, er der brug for mange flere.

Omsætningen er stadigvæk lav i forhold til tidligere – særligt i de større byer, men mange virksomheder bliver i øjeblikket bremset i væksten, fordi de ikke kan skaffe medarbejdere.

Må sige nej til ordrer
31 procent af hotellerne må sige nej til ordrer på grund af mangel på hænder, og det samme gælder 41 procent af restauranterne, oplyser HORESTA. Det er en mangelsituation, der overgår tiden før coronakrisen, hvor manglen på arbejdskraft også var meget stor.

HORESTA opfordrer nu til, at der politisk bliver grebet ind for at sikre flere hænder til erhvervet.

”Der er brug for initiativer på mange niveauer. Vi efterlyser, at regeringen gør alvor af planerne om at etablere jobcentre i Sydeuropa og i øvrigt udbreder det til hele EU. Derudover ønsker vi lettere adgang for arbejdskraft fra lande uden for EU. Lige nu koster manglen på arbejdskraft virksomhederne dyrt, især når mange nu skal til at afdrage på coronagælden,” siger Kristian Nørgaard.

Han opfordrer også til en intensiveret indsats for at få flere danskere til at tage et job i hotel- og restauranterhvervet. For eksempel ved at sænke bundskatten eller ved at målrette indsatsen i de kommunale jobcentre.

Antallet af bookinger 25 procent over samme tid i 2019
Travlhed er der også på hotel- og konferencecentret Hotel Koldingfjord. Herfra sagde administrerende direktør Peder J. Madsen sidste måned til STANDBY.DK:

”Der har nærmest været forrygende travlt siden vi genåbnede 6. maj, alle vores 60 hjemsendte medarbejdere er tilbage og vi har rigtig godt gang i også møde og konferencedelen med dagsarrangementer og overnatninger. Det er helt tydeligt et opsparet behov hos både private og virksomheder.”

Faktisk er der så megen gang i butikken på Koldingfjord, at antallet af bookinger for andet halvår af i år netop nu er 25 procent over samme tid i 2019, året før coronakrisen, siger hoteldirektøren. ”Vi har nogle ledige datoer frem mod jul, men ellers må vi sige nej til en del konferencer, selskaber, bryllupper fødselsdage og fester.

Vores reserverede, bekræftede omsætning i andet halvår af i år er 25 procent større end samme tid i 2019 og vi må sende nogle forespørgsler videre til kolleger,” sagde Peder Madsen og tilføjede:

”De mange events slider på vores ansatte, vi mangler personale, der er allerede nu ved at blive et kæmpe problem for branchen.”

Sidste måned var statsminister Mette Frederiksen på Koldingfjord. ”Statsministeren spurgte mig, om det er begyndt at gå fremad. Jeg sagde, at vi efter forholdene er kommet godt igennem via Folketingets hjælpepakker, men at vi nu har problemer med at skaffe arbejdskraft,” siger Peder Madsen.

Relaterede artikler:

Færre restriktioner giver boom i bookinger

HORESTA: Stor forskel på efterspørgsel til nye jobs

HORESTA og 3F til kamp mod sexchikane og mobning