Visualisering af det, der beskrives som verdens største fodboldmål ved Brandenburger Tor. (Illustration: Kulturprojekte Berlin GmbH | Norwegian | PR)

Hovedstad opfører verdens største fodboldmål

Selvom det altovervejende omdrejningspunkt ved EM bliver fodboldkampene, er der også planlagt en del aktiviteter uden for stadionerne i de byer, der er værter for den månedlange slutrunde.  

Når værtsnationen Tysklands kamp mod Skotland fløjtes i gang fredag i denne uge, bliver det formentlig sammenligneligt med en tidlig juleaften for fodboldentusiaster fra nær og fjern, da det indvarsler en måned med action på grønsværen.

Frem til den 14. juli vil 10 byer på tværs af Tyskland nemlig danne ramme om både fodboldkampe og den øvrige fejring, som er arrangeret i forbindelse med årets europamesterskab for de herrelandshold, der er en del af UEFA.

Der er så småt ved at være udsolgt til europamesterskabet, men selvom man ikke er en af dem, der har haft held til at sikre sig billet til enten Danmarks eller andre EM-kampe, er der fortsat grund til at overveje en tur til Tyskland, lyder det fra Norwegian.

Lægger an til stor fejring
Standby.dk har løbende dækket en del af de fanzoner og andre aktiviteter, der stables på benene i løbet af måneden med henblik på at skabe en fodboldfest også uden for de baner, hvor der konkurreres om hæder, ære og ikke mindst medaljer.

I hovedstaden Berlin etableres der eksempelvis en fanzone på pladsen omkring Brandenburger Tor, ligesom selve byporten omdannes til verdens største fodboldmål. Dette vil derudover også blive brugt som en skærm, hvor kampene kan opleves i selskab med op til 200.000 fans.

Platz der Republik foran den tyske Rigsdag laves i anledning af EM om til en minikopi af det olympiske stadion. Udover at vise alle fodboldkampene vil der også blive afviklet koncerter og andre begivenheder, ligesom det også vil være tilfældet i Pride House Berling, som indrettes på Poststadion i bydelen Moabit.

I München bliver slutrunden blandt andet markeret ved, at både den olympiske park og Marienplatz bliver omdrejningspunkt for forskellige aktiviteter såsom visning af kampe på storskærm, koncerter og fodboldopvisninger. Derudover bliver der også mulighed for at få lidt at spise og drikke.

Danmark skal i aktion i weekenden
Magnus Thome Maursund, der er kommerciel direktør i Norwegian, håber, at danske rejsende vil benytte flyselskabets ni ugentlige afgange til Berlin og tre til München fra Københavns Lufthavn i forbindelse med turneringen.

“Begge byer vil have en række arrangementer og visninger, der er skabt specielt til EURO 2024, så hvis du elsker fodbold, og alle de festligheder, der følger med, kan det anbefales at tage turen til Tyskland og støtte det danske landshold – også selvom det foregår udenfor stadion,” siger direktøren.

Danmark spiller første gruppekamp søndag i denne uge i Stuttgart, hvor modstanderen er Slovenien. Herefter møder landsholdet England den 20. juni i Frankfurt, inden den sidste kamp i gruppespillet finder sted den 25. juni i München. Her venter Serbien.


Relaterede artikler:

EM vil også sætte præg på Hamborg

Flydende storskærm og koncerter: Sådan fejres EM

Tyskland: Forventer ny dansk turistrekord