Hvad er en statsaftale med et flyselskab egentlig værd?

KLUMME: Den nye SKI-aftale med en række flyselskaber er som før kun et spørgsmål om få laveste pris. Grotesk dengang Sterling kom foran SAS på ruten fra København til Oslo.

Historien har det med at gentage sig. Det hænder også tit, at man ikke bliver klogere af det. Sådan er det i hvert fald gået for mig, når det gælder omtale af Staten og Kommunernes Indkøbsservice, i daglig tale kaldet SKI.

Det kunne have været så rigtigt at lade staten købe stort ind for at få en fed aftale med sine leverandører. Da man i 2006 fandt på også at inkludere rejser med transport og hotel, var storkøb og gode kontrakter opskriften. Der blev hyret en konsulent fra rejsebranchen til at rådgive indkøbere, som ikke anede en pind om avancerede prisstrukturer på transportområdet. Det blev en lang og besværlig vej, som næppe nogensinde har givet en gevinst, der var værd at tale om.

Jeg var selv med til et af de første møder (nej, jeg var ikke konsulent) skulle blot holde et foredrag om lavprisselskaber og deres betydning dengang og i fremtiden. Det betød til gengæld, at jeg kom tæt på beslutningstagere hos både sælgere og købere og erfarede hvilken tungsindig proces og bureaukratisk gennemgang det skulle ende med at blive og måske fortsat er i dag.

Flyrejser til Bruxelles
Den nye rammeaftale skal bruges af alle statslige institutioner, men er frivillig for andre offentlige instanser. For at få en aftale som flyselskab, skal man deltage i en række møder. Det har 20 selskaber gjort, og 10 er kommet med. Men med det netværk, der i dag er mellem flyselskaberne, havde et par stykker været nok. Og den største af dem alle, Lufthansa, med en buket af datterselskaber, har givet op og er i hvert fald uden for puljen. Hvem rejser ikke med Brussels Airlines til EU-møder? Det skulle da lige være bonuskunder hos SAS.

Der er ifølge STANDBY. dk´s oplysninger tale om indkøb for 130 millioner kroner, men da det offentlige formentlig køber for cirka 600 millioner kroner årligt, er det allerede bevis på, at forløbet med SKI er en illusion, der giver masser af arbejde for flyselskaberne. Men bortset fra SAS og måske et par andre kan det næppe betale sig overhovedet. 

Hvor er det billigst?
Statsansatte køber, hvor det er billigst, ligesom de fleste andre danskere. Blandt de 10 selskaber, som nu skal skrive under på en rammeaftale, bliver det som tidligere SAS, der får mest ud af det. Suppleret med Norwegian og ud i verden med Air France-KLM. Finnair kan måske hente lidt på Fjerne Østen, men for Icelandair, Nordica  og LOT bliver æren det fagreste træ i skoven. Danske tjenestemænd og kvinder i funktion kommer de ikke til at se mange af.

Staten køber nok rejser for 300 millioner kroner om året lød estimaterne i 2008. Det gjorde de næppe, men vi ved det og slet ikke, hvilke selskaber der blev brugt til at nå omsætningen. Hvad jeg til gengæld ved er, at bonusprogrammet i SAS altid har været i spil i SKI-aftaler, og sandsynligvis fortsat er det.

De rejser som det passer dem
I juniudgaven af Take Off i 2008 satte vi fokus på statens rammeaftale med flyselskaberne, som blandt andet betød, at maksimalpriser på flybilletter var låst fast, også selv om der skulle komme olieprisstigninger og ekstra afgifter (miljøet for eksempel). Bonusprogrammerne spøgte fortsat. Dengang var der to foretrukne flyselskaber på hver af de forskellige ruter.

Takket være godt arbejde fra Sterling-ansatte fik selskabet første prioritet på København- Oslo med SAS på andenpladsen. Det måtte gå galt, og det gjorde det. SAS havde bonusprogram og dobbelt så mange daglige afgange som Sterling. Det lagde kommerciel direktør Stefan Vilner ikke skjul på, da han skulle fortælle om en kontrakt til 10 millioner kroner. Det blev en fiasko.

Han lod heller ingen tvivl tilbage, da han sagde: ”De offentlige ansatte rejser, som det passer dem. Og meget gerne, hvor de kan få bonuspoints med hjem til eget brug.”

Icelandair havde også jublet over at have fået ruten fra København til New York via Reykjavik i konkurrence med SAS, som også dengang havde to daglige afgange til Newark. Hvis der var statsansatte, der valgte  løsningen med Icelandair, tager de nok fortsat bad i Den blå Lagune. 

Nye boller på suppen
Fra januar 2009 skulle der komme andre boller på suppen, og den del af indkøbsvirksomheden skulle i strammere styring. Opgaven blev givet til den måske ypperste regnedreng i forvaltningen, Martin Præstegaard, som i dag er røget helt til tops som departementschef i Finansministeriet. Han var kendt som en benhård kontorchef, som dog yderst velvilligt lod sig interviewe i Take Off.

Han ville slet ikke høre tale om private rejser på bonuspoints til statsansatte, da jeg startede med det spørgsmål. ”Jeg bliver da ikke den mest populære mand i Danmark, når vi fastsætter nye regler og følger op, hvis de ikke overholdes,” indledte han. ”Vi agter at være konsekvente og følger op til mindste detalje. Ellers kommer vi ingen steder. Alle tjenesteansatte må følge reglerne, når de rejser på det offentliges regning. Hvad angår loyalitetsprogrammer kan det godt være, at vi ender med at bruge nogle, når det påvirker priserne, hvis det ender med at gavne statskassen. Aldrig til privatbrug. Det kan betyde opsigelser.”

Vi er gode hotelkunder
Martin Præstegaard sendte også en hilsen til hotellerne: ”Vi vil gøre en god forretning med en række danske hoteller. Vi forventer en form for delaftaler med hoteller i 30 til 50 byer. Vi har mange kurser, vi kommer uanset vejr og vind. Vi er gode hotelkunder.”

De endelige aftaler kom med i Finansloven i 2009. Hvordan det endte ved jeg faktisk ikke, men Præstegaard kom kort efter til Danmarks Radio som økonomidirektør og holder i dag strengt øje med hele Danmarks statsfinanser sammen med Finansministeren.

Databeskyttelse  gør det lettere
Hvordan den nye rammeaftale mellem flyselskaber og SKI er udformet, er svært at få et overblik over. Kommunikationschef i SKI, Anita Santarelli, siger til STANDBY.dk: ”Vi oplyser aldrig om eksisterende kommercielle aftaler. Jeg kan ikke udtale mig om, hvem der har budt.”

Hvad det angår får hun opbakning af landechef i Lufthansa-gruppen, Bastian Frantz: ”Vi oplyser aldrig om eksisterende kommercielle aftaler – også på grund af databeskyttelse.” Det må være let at være chef eller presseansvarlig, når man blot kan bruge en datalov som afværgemanøvre.

Er jeg blevet klogere? Nej, men held og lykke til dem, der nu skriver under. Jeg hører gerne nærmere fra dem, der tør – med databeskyttelse i skrivebordsskuffen.