Prismodtagerne for kongresser med mere end 1.000 deltagere, Region Hovedstadens Akutberedskab. Foto: Lasse Lundberg Andreasen.

Hyldest til folk bag kongresser og events i København

Københavns Rådhus var onsdag rammen om den årlige Københavns Kongres og Event Award. Her blev folkene bag nogle af hovedstadens store begivenheder i 2017 hædret.

Hovedstaden er hvert år vært for en række internationale kongresser og sportsevents. Det giver byen en milliardomsætning og er med til at sikre investeringer og tiltrække internationale talenter. Flere af arrangementerne har danske arrangører, som har muligheden for at vinde Københavns Kongres og Event Award.

De fire priser for arrangementer i 2017 gik til folkene bag en akutmedicinsk kongres, Danske Videnskabsjournalister, nytænkning af e-sport som live-underholdning og EM i svømning. Der blev uddelt priser inden for fire områder: ’Årets kongresvært for kongresser med flere end 1.000 deltagere’, ’Årets kongresvært for kongresser med færre end 1.000 deltagere’, ’Årets initiativpris’ og ’Årets bedste sportsevent’.

Årets kongresvært for kongresser med flere end 1.000 deltagere gik til Region Hovedstadens Akutberedskab for European Emergency Medical Services Congress 2017, der blandt andet bød på et EM i håndtering af ulykker for akutberedskabshold samt et stort rekordforsøg, hvor cirka 5.700 danskere blev undervist i at give hjertemassage.

Desuden blev Danske Videnskabsjournalister hædret som Årets kongresvært for kongresser med færre end 1.000 deltagere, mens Dansk Svømmeunion modtog sportsprisen for EM i svømning. Endeligt gik Årets initiativpris til RFRSH Entertainment, som arrangerede den stort anlagte e-sport event, BLAST Pro Series.

Imponerende mange kongresdeltagere
Værterne ved arrangementet på Københavns Rådhus var beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia

Lonning-Skovgaard, kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld og administrerende direktør Mikkel Aarø-Hansen fra Wonderful Copenhagen.

”Hvis man tog de mennesker, der sidste år deltog i de største kongresser i København, så kunne de fylde Parken halvanden gang. Det er imponerende i sig selv, og derfor er det heller ikke nogen stor overraskelse, at kongresserne har skabt, hvad der svarer til 1.100 arbejdspladser. Det sætter en tyk streg under, hvor meget det arbejde, der bliver gjort i kongres-branchen betyder for København”, sagde Cecilia Lonning-Skovgaard i sin begrundelse ved prisoverrækkelsen.

Niko Grünfeld overrakte prisen for bedste sportsevent: ”Fortællingen om København som en af verdens førende sportsbyer og en hovedstad med et aktivt idrætsliv er en vigtig del af Københavns identitet, og den skal vi have fortalt igen og igen via de store sportsevents. Et godt eksempel er EM i svømning, hvor København var samlingspunkt for svømning i Royal Arena, og hvor svømmetræning i havnen fik inddraget københavnerne i svømmefesten”.

Fagligt stærk jury
Wonderful Copenhagen og partnerne fra Meetingplace-netværket arbejder tæt sammen med de lokale værter og arrangører for at tiltrække internationale kongresser og events til København.

”De store videnkongresser og sportsevents, vi sammen med vores mange offentlige og private partnere hvert år tiltrækker, bidrager med job og omsætning – både hos erhvervet og til samfundet. Derfor er det vigtigt af fejre de lokale værter og ildsjæle, der er en afgørende del af arbejdet”, konkluderede Mikkel Aarø-Hansen.

Det var en fagligt stærk jury bestående af håndplukkede repræsentanter fra vidensmiljøer, erhvervsliv, sportens verden, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen, som afgjorde hvem, der løb med priserne.

 

Relaterede artikler:

Lettere at få store kongresser til Danmark

Højmark Rejser vil sponsere Esport

København vært for verdens største energikongres