Kong Charles og dronningegemalinde Camilla. (Foto: The Royal Family | Facebook.com | PR)

I denne uge bliver der ekstra travlt i lufthavnene

Indeværende uge bliver travlere i Storbritanniens lufthavne end tilfældet var sidste år. Det kan være fordi, at kong Charles’ kroning tiltrækker turister eller at kommende mandag er en fridag.

Det er vist ikke for meget at skrive, at lørdag i denne uge bliver historisk. Efter at have fungeret som konge siden den 8. september sidste år, hvor hans mor døde, bliver kong Charles i weekenden nemlig officielt kronet ved en ceremoni, der finder sted i Westminster Abbey i London.

Det er første gang i syv årtier, at en sådan ceremoni skal afvikles, da dronning Elizabeth sad på tronen i 70 år og 214 dage, og både ceremonien og de arrangementer, der ligger i forlængelse af den, forventes at blive et tilløbsstykke, der vil appellere til både briter og borgere fra andre lande.

Det er blevet anslået, at indtægterne fra turisme i forbindelse med kroningen vil være omkring en milliard pund, hvilket svarer til 8,4 milliarder kroner. Nu har det britiske analysehus Cirium, der har specialiseret sig i luftfart, kigget nærmere på flytrafikken i ugen op til den royale begivenhed.

Lufthavne i London topper
Cirium har undersøgt perioden fra den 1. til den 7. maj, og i denne uge vil der efter planen ankomme 18.881 flyvninger til lufthavne på tværs af Storbritannien. De vil tilsammen have en kapacitet på flere end 3,3 millioner flysæder.

Sammenligner man antallet med samme uge sidste år, viser det sig, at tallet i år er 11 procent højere. Det ventes desuden, at fredag den 5. maj bliver ugens travleste dag i lufthavnene, da der dagen før kroningen vil være 2.877 ankomster til lufthavne i Storbritannien.

Alene til lufthavne i London er der planlagt 10.246 ankomster med over to millioner sæder ombord. Tre hovedstadslufthavne ligger da også i toppen, når man kigger på antallet af landinger. Der er planlagt 4.483 i Heathrow og 2.535 i Gatwick, mens man i Stansted vil tage imod 1.722 flyvninger. Dernæst følger lufthavnen i Manchester og Edinburgh Airport med henholdsvis 1.663 og 1.036 ankomster.

Det er dog værd at bemærke, at det ikke er sikkert, alle de omtalte flyvninger har relation til kong Charles’ kroning. Mandag den 8. maj er i anledning af begivenhederne blevet gjort til en fridag, så der kan eksempelvis også være tale om, at de rejsende skal på besøg hos familier eller venner.

Nærmer sig niveauet fra før pandemien
Efter at have kastet et isoleret blik på weekenden, der grundet den ekstraordinære fridag begynder fredag og varer til og med mandag, fortæller analysehuset, at der vil ankomme 10.807 flyvninger til lufthavne i Storbritannien.

Sammenlagt har de en sædekapacitet på 1,9 millioner, og antallet er 10 procent højere end tilfældet var på de samme dage i 2022, hvor indbyggerne dog ikke havde fri om mandagen. 5.836 af ankomsterne ventes at være til lufthavne i London.

Luftfartsbranchen i Storbritannien kan dog også glæde sig over, at der også er passagerer, som vil benytte den lange weekend til at rejse ud. Ifølge Cirium ventes antallet af afgange fra Storbritannien at være på 86 procent af niveauet fra samme weekend i 2019, der var det sidste normale år inden COVID-19-pandemien.


Relaterede artikler:

Britisk kroning ventes at blive god forretning

Kilroy Group åbner rejsebureauer i Storbritannien

Dronning besøgte 100-års jubilaren British Airways