IATA forudser nye flykrak

Selv om 30 flyselskaber er gået konkurs og endnu flere har skåret drastisk i både flyflåde og antal medarbejdere, så er det langt fra nok til at få branchen gennem den akutte krise. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

I de kommende kvartaler vil flere flyselskaber skulle skære dybt, fusionere eller dreje nøglen om.

 

»Nogle luftfartsselskaber har indtil nu troet, at den økonomiske krise ville blive relativt kort, og derfor har de ikke skåret så markant ned. Men det indtryk er nu ændret, og derfor vil vi se flere rutelukninger og kapacitetsnedskæringer i de næste kvartaler, og vi vil se et udskilningsløb, hvor de svage vil søge en partner eller lukke,« siger Brian Børsting, aktieanalytiker hos LD Markets.

 

Flyselskabernes egen organisation, IATA, venter også yderligere konkurser.

 

»Vi har en observationsliste med godt 20 selskaber, som vi følger tæt. Især nu, fordi vi bevæger os ind i både branchens lavsæson og recession i verdensøkonomien,« siger talsmand Anthony Concil, der ikke vil afsløre selskaberne på listen.

 

»Selv om de fleste flyselskaber i dag er private selskaber, så lider branchen stadig under statslig involvering og nogle unaturlige begrænsninger, der har forhindret effektiv, forretningsmæssig udvikling,« siger Anthony Concil.

 

Det får opbakning fra Brian Børsting, der forklarer den manglende konsolidering med frygt for at miste arbejdspladser og stærke følelser omkring nationale flyselskaber.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen