Illustration: (Illustreret Bunker | Ida Marie Odgaard)

Ingen journalister inviteres for deres blå øjnes skyld

Naturligvis forventer værten da noget til gengæld, men en seriøs virksomhed ved også, at det kan gå galt, og at man ikke er sikret en femstjernet anmeldelse af en rejse på forhånd.

Det er lige før man i en kommende rejsesektion kan forvente en deklaration, som et jubelbudskab: ”Vi har selv betalt rejsen og derfor ikke været påvirket af en invitation. Denne artikel er udtryk for vores helt sande mening. Vi betalte også selv for den vildt dyre kaffe på Markuspladsen i Venedig. Den var hverken god eller billig.”

Den følelse sad jeg med, da jeg kørte hjem i fredags fra Hotel Astoria efter et debatmøde i Danske Rejsejournalister, hvor den sympatiske forbrugerombudsmand, Christine Toftegaard Nielsen, fortolkede markedsføringslovens regler om, at den kommercielle hensigt skal oplyses tydeligt, samtidig med navnet på, hvem der har inviteret.

Bistået af Journalistforbundets (DJ) næstformand Tine Johansen og Politikens redaktionschef Tanja Parker. Det var så smukt og så godt alt sammen, og etikkens flag var hævet så højt, at den sad fast oppe under loftet.

Konklusionen var, at det er indhold med sponsorinteresse. Derfor skal det stå, at den invitationsrejse journalisten deltog i, var en invitationsrejse, inviteret af XX-bureau.

Hvad er Luderrejser?
Jeg tillod mig at spørge panelet, om ikke de synes, det er en mistillid til alle danske journalister. Som om de ville have skrevet noget andet, hvis de ikke havde været inviteret. Hvis det er sådan, er det journalisten, der er luder, ikke den der inviterer på en rejse. som i nogle kredse blandt journalister kaldes for luderrejser.

I dag er risikoen for en samkøring af reklamer, annoncer, samarbejdsrejser, såkaldte advetorials og sociale medier så gennemført, at læserne må blive forvirrede og har brug for at vide, hvor de har artiklen, lød det fra panelet.

Det er uden tvivl rigtigt. Det er, skulle jeg nok mene, redaktionsledelsens ansvar. Hvis læserne opdager, at de ikke kan stole på deres avis, eller den digitale udgave, vil jeg råde til at skifte til et andet medie.

Da jeg i 1973 som nyhedsredaktør på Berlingske Tidende begyndte at interessere mig for den måde vi lavede ugentlige rejsesider på, undrede det mig, at det var annonceafdelingen, som både tegnede annoncerne og skrev teksten baseret på pressemeddelelser fra selvsamme annoncører.

”Det har du da ret i,” sagde navnkundige chefredaktør Laust Jensen. Derefter overtog jeg både tillæg og selve rejsestoffet de næste 30 år. Og har i den periode sendt stribevis af kolleger, såvel fra bladet som freelancere, ud i verden på betalte invitationsrejser. Ganske få gange har det givet problemer, men altid er det blevet stoppet uden at komme videre til læserne. De har fået den ægte vare.

Verden er opdaget
Som jeg tidligere har nævnt, så er verden opdaget og beskrevet af Hemmingway og og H. C. Andersen bedre end vi kan gøre det. Til gengæld skal vi som rejsejournalister fortælle, hvad man kan opleve, og hvad man får for pengene. Kort sagt: Anmelde en rejse som andre forbrugsgoder.

”Nye tider”, sagde de til mig i fredags. Det er selvfølgelig ikke første gang jeg hører det. Jeg indrømmer, at jeg adskillige gange i mit lange rejseliv har hørt begrebet ”belønningsrejse til en træt redaktør eller dygtig journalist”.

Hver gang fik de min standardbemærkning: ”Der er ingen, der bliver inviteret på grund af deres blå øjnes skyld, og det skal vi selv forstå at administrere. Hvis vi ikke vil noget med en invitation, siger vi selvfølgelig nej tak. Hvilket i min tid på Berlingske skete med omkring halvdelen af invitationerne.

Uafhængigt mediebillede
Kan vi så styre det, eller er det selvforskyldt, vi er nået dertil, hvor vi er i dag? Svaret kom måske fra min gamle kollega, nuværende chefredaktør Tom Jensen i Berlingskes kommentar i søndags. Tom skrev blandt andet:

”Vi har brug for et frit og uafhængigt mediebillede. Det har aldrig været vigtigere, at det findes – blandt andet for på borgernes vegne at sortere i de enorme mængder af spinnede oplysninger, der i en digital medievirkelighed konstant sendes i omløb, herunder vi sociale mediaplatforme.

Det har aldrig været sværere som borger at manøvrere i informationsjunglen, hvor der fra forskellige interessenters side er masser af vilje til at få selv de giftigste slanger til at tage sig ud som indbydende frugter.”

To gange i fredags synes jeg det kørte af sporet. Den ene gang, da Tanja Parker fra Politiken, som i parentes bemærket efter min mening i dag har det bedste rejsestof i danske aviser,  sagde:” at man vil være ekstra opmærksom på, at få alt med i deklarationen om, hvad man har fået betalt på turen, bortset fra ubetydelige ting som for eksempel en kop kaffe.” Altså også en god middag og en udflugt.

Hvornår er det en tradition?
Den anden, da Christina Toftegaard Nielsen skulle forklare, hvorfor kulturelle begivenheder og bøger ikke får samme krav om, hvornår de er gratis modtaget. Her er skabt en tradition, og man kan langt fra være sikker på at få en god anmeldelse.

Underforstået, det kan man åbenbart på en invitationsrejse! Hvad siger mon rejsebranchen til den? Det er ikke længe siden, at hun udtalte, at hun aldrig har set en negativ rejseberetning

Samtidig vil jeg godt spørge: Hvornår er det en tradition? For mit vedkommende startede redaktionen af invitationsrejser i 1973 i et bestemt koncept. Er det så en tradition i 2018?

I fredags sluttede Christina Toftegaard med at sige, at der er mange andre former for invitationer og sponsorater, der er i søgelyset i fremtiden. Den gråzone kræver, at man først og fremmest finder sine egne ben. Det gjorde man ikke forleden.

x

Læs Også

Sådan kan man også beskrive et kælderværelse

”En værelsestype med nedsænket udeplads, hvor udearealerne kan virke mørke,” blev en ubehagelig overraskelser for familie med TUI på Rhodos.

Open Skies har åbnet en ladeport til problemer for flyselskaberne

Når man har levet det meste af sit liv i monopoltiden, skal ingen få mig til at ønske den tilbage. Men nu er gryden ved at koge over. Hvis vi ikke kan administrere frihed, kan den være forbi, før vi aner.

Vild med dans om bord på ”Queen Mary 2”

De gamle britiske traditioner lever i bedste velgående, når verdens største oceanliner i morgen, tirsdag, ankrer op foran Kronborg. Der er blandt andet professionelle dansere om bord, som skal tage sig af enlige damer i Grand Ballroom.

Sommer i Danmark 2020

Erhvervslivet bøjer sig for krav fra HK om siesta landet over. Kokke og tjenere har accepteret, at restaurant- og hotelkøkkener i denne sommer har åbent til midnat. Lars Larsen har indrettet campingplads på golfbanen i Himmerland. Flere landmænd går over til vinavl.

Undskyld, hvad var navnet?

Hvad hedder mit flyselskab, hvorfor skifter mit hotel navn, og hvor kører min hybrid af en togbus egentlig hen? Spørgsmålene er mange i denne sommer, og det går næppe i længden.

Hvornår er det flyselskabets skyld?

Ryanair er værst, men andre følger godt med, og det er uværdigt, hvis passagerer efterlades på ubestemt tid i en lufthavn i vores moderne verden, uanset hvad grunden måtte være.