Kamp om småbørnsfamilier

Til gengæld svarer charterbranchens største kundegruppe, de voksne par, at de ikke vil spare på rejsebudgettet.

 

Det er familier med børn under syv år, der vil spare mest på rejserne. Til gengæld vil familier med børn over 15 år, par uden børn og folk i alderen 55-64 år slet ikke spare på rejser, hverken weekendrejser eller ferier på mere end en uge, hvis de for eksempel har 1.000 Euro, eller knap 7.500 kr., mindre til rådighed om året.

 

”Vi har allerede konstateret, at finanskrisen også rammer rejsebranchen. Men det er interessant at se, hvem det er, der sparer på rejserne, og hvem der ikke gør. Der bliver kamp om børnefamilierne i den danske rejsebranche det kommende år eller længere, det er der ingen tvivl om, men vi kan med mindre justeringer hurtigt tilpasse os situationen”, mener Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

 

Han vurderer, at konsekvensen for en dels vedkommende bliver, at de vælger billigere rejsemål som Bulgarien og Tyrkiet.

 

”Vi stiller nu skarpt på børnefamiliernes aktuelle behov og ruster os til kampen, og samtidig glæder vi os over de gode nyheder, at flere grupper slet ikke vil spare på rejser”.

 

Star Tour har som følge af finanskrisen skåret ca. 10% af næste sommers oplæg, for at imødekomme en vigende efterspørgsel og imødegå overproduktion.

 

Skrevet af Flemming Juul