Sunweb sender blandt andet sine passagerer fra Danmark afsted fra Københavns Lufthavn. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn, Jasper Carlberg.

Kapitalfond køber stort dansk charterbureau

Danmarks femtestørste charterrejsebureau får ny ejer efter den store hollandske rejsekoncern Sunweb er solgt til kapitalfonden Triton. Salget giver Sunweb i Danmark nye vækstmuligheder.

Danmarks femtestørste charterrejsebureau, Sunweb, får ny ejer. Det sker efter den tysk-skandinavisk kapitalfond Triton Funds har foretaget en af sine første investeringer i rejsebranchen med købet af den hollandske rejsekoncern Sunweb Group.

Triton har i dag investeringer for næsten 100 milliarder kroner i 37 mellemstore virksomheder i blandt andet Danmark, Sverige, Norge og Tyskland med i alt 83.000 medarbejdere.

Hvad Triton betaler for Sunweb Group oplyses ikke, men onlinekoncernen Sunweb, der blev oprettet i Holland i 1991 af Joost Romeijn, der fortsætter som mindretalsaktionær, omsætter i dag for over 4,5 milliarder kroner.

Sunweb-koncernen har over en million årlige gæster i sine rejsebureauer i foreløbig Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Storbritannien samt Danmark og Sverige. Sunweb, der har mere end 500 medarbejdere, har fem hoved-varemærker, Sunweb Sun, Sunweb Ski, Eliza was here, Primavera og GoGo.

“Sunwebs model er en unik hybrid mellem en traditionel turoperatør og et online rejsebureau. Værdikæden indenfor rejser er under forandring og Sunweb har med sit koncept vist, at dets forretningsmodel er modstandsdygtig i et komplekst miljø indenfor rejsebranchen,” siger Per Agebäck, sektionschef indenfor investorrådgivning hos Sunwebs nye ejer, Triton Funds.

Hastig vækst i Danmark
Sunweb er i dag Danmarks femte største charterrejsebureau. Ifølge de officielle tal fra RiD, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening, havde Sunweb fra oktober sidste år til september i år lige over 100.000 gæster.

Det er en stigning på 22.700 fra oktober 2016 til september sidste år – og den største stigning fra de omkring 15 medlemmer af RiD. I antal rejsende overgås Sunweb i Danmark kun af Spies, TUI, Apollo Rejser og Bravo Tours.

I en kommentar i forbindelse med Tritons køb af Sunweb, siger landechef for Sunweb i Danmark, Deniz Jensen, til STANDBY.dk:

”Tritons investering i Sunweb har været undervejs et stykke tid. På den korte bane vil Tritons ejerskab af Sunweb ikke betyde det store, men med Triton får Sunweb ekstra kapital til at øge sine aktiviteter i blandt andet de skandinaviske lande og i Tyskland. Det kan for eksempel være med øget fokus på salg af rejser med rutefly til nye rejsemål, så gæsterne ikke kun sendes afsted med charterfly.”

”Triton er ekstremt seriøse og har stor erfaring med drift af virksomheder. De har i et stykke tid gerne ville ind i rejsebranchen,” siger Deniz Jensen.

Relaterede artikler:

Sunweb lander stor fremgang

Spies konsoliderer førstepladsen i Danmark

Bravo Tours lander stor aftale med Norwegian