Amerikanske Forbes Magazine bringer liste over hoteller i København til forskellige anledninger – fra hotellet med bedste havneudsigt, bedste designhotel til det mest kæledyrsvenlige…
”Where To Stay in Copenhagen: The Best Hotels For Every Budget,” er overskriften på Forbes.com, der blandt andet bringer artikel om de ti udvalgte hoteller i København.
Københavner-hotellet med prædikatet ”Best Hotel for Couples,” er firestjernede Andersen Boutique Hotel tæt på Hovedbanegården. Hotellet med 69 værelser er del af Absalon Hotel Group, der også omfatter Absalon Hotel og Annex Copenhagen.
Forbes-artiklen skriver om Andersen Boutique Hotel, at det ligger tæt på hippe Kødbyen og at det er smagfulgt og farverigt indrettet. ”En nice feature er hotellets “Wine Hour” med gratis vin i lobby loungen sidst på eftermiddag samt konceptet Concept24, der betyder, at gæsten rent faktisk har værelset i 24 timer fra check-in,” noterer Forbes.
Administrerende direktør for familieejede Absalon Hotel Group, Karen Nedergaard, siger til STANDBY.dk:
”Denne omtale hos Forbes af Andersen Boutique Hotel er kæmpe stort; Forbes er en stor internationalt udgiver af blade, magasiner og bøger, de henvender sig præcis til det publikum, vi har rigtig mange af. Omkring 80 procent af gæsterne på Andersen kommer fra udlandet, navnlig fra USA og Storbritannien.”
”Vi er glade for at Forbes-artiklen blandt andet omtaler vores farvevalg; vi kører meget på pink, romantiske farver, vi kan godt lide farver, og mange kvinder booker vores hotel, der også har godt besøg fra LGBT-markedet som også kan lide farver,” siger Karen Nedergaard og tilføjer:
”Vi ser tendens til, at der kommer stadig flere par og ikke mindst, at flere vennepar rejser sammen på citybreaks. De får børnene passet derhjemme og har så tid til at nyde hinanden.”
Kommer der en eneste hotelgæst mere, fordi I omtales i Forbes?
”Det gør der helt sikkert. Da Forbes er et stort finansblad i USA, vil dette forventeligt betyde flere gæster til os fra den finansielle verden fra for eksempel New York, Chicago og USA’s vestkyst.
Når man booker hotel, kigger mange meget på anbefalinger, og Forbes har et rigtig godt renommé, og mange af deres læsere er folk der er vant til at bruge penge og for eksempel bo på boutiquehoteller, hvor de er OK med at betale lidt mere for den gode service og den ekstra hygge. Samtidig scorer vi også højt på Tripadvisor, så det er rigtig godt,” siger Karen Nedergaard.
Forbes får provision
I indledningen til artiklen om de københavnske hoteller understreger Forbes, at magasinet kan få en mindre provision fra de omtalte hoteller, hvis hotelgæster booker dem via linket efter hver hotelomtale.
Ellers indledes Forbes-artiklen med at nævne, at København og Danmark blandt andet er kendt for dansk mode, design og kultur der ligesom det nordiske køkken alle er gode grunde til at rejse til København. ”De seneste år har interessen for nærmest alt skandinavisk betydet store stigninger i Københavns besøgstal ligesom byen i denne tid ser mange nye hotelåbninger,” skriver Forbes i optakten til sin gennemgang af de ti københavnske hoteller.
De ni andre hoteller
Forbes har sat forskellige kategorier på de hoteller, der fremhæves i artiklen:
Best Boutique Hotel: Hotel Sanders, der åbnede i 2017 med den tidligere balletstjerne Alexander Kølpin som medejer af de 54 værelser tæt på Kongens Nytorv, hedder det blandt andet i omtalen.
Best Design Hotel: Radisson Collection Royal Copenhagen – her omtales for eksempel, at hotellet er tegnet af den berømte arkitekt Arne Jacobsen, der også designede nærmest alt interiøret, herunder de berømte stole Svanen og Ægget.
Best Eco-Friendly Hotel: Crowne Plaza Copenhagen Towers – ”København er en af Europas grønneste byer og faktisk har 70 procent af byens hotelværelser en miljøvenlig certificering og over halvdelen af byens hoteller har en konkret strategi for, hvordan de belaster miljøet mindst muligt. Crowne Plaza Copenhagen Towers ligger i udkanten af København, men er kendt for at være Danmarks mest grønne hotel med solpaneler, grundvand til at afkøle og en 1.400 kvadratmeter stor indendørs atrium med 60 træer og 4.500 planter,” står der.
Best for Budget-Conscious Travelers: The Savoy. Hotellet på Vesterbrogade har 66 værelser og har netop fået den tidligere administrerende direktør for Brøchner Hotels, Karim Nielsen, som direktør.
Byens bedste havneudsigt
En af de måske lidt søgte kategorier i Forbes-artiklen er: Best for Harbour Views: 71 Nyhavn Hotel; Arp-Hansen-hotellet i de to gamle pakhuse har 130 værelser og suiter. Forbes omtaler blandt andet de store egetræsbjælker på værelserne, at hotellet har SEA by Kiin Kiin-restauranten, søsterrestaurant til den københavnske Kiin Kiin-restaurant med en Michelin-stjerne samt at kanalbådene afgår tæt på hotellet.
Best for Nightlife: Scandic Kødbyen Hotel – Københavns nyeste Scandic-hotel får omtale for sin beliggenhed i Kødbyen med masser af barer, cafeer, natklubber og restauranter i området. Hotellet tiltrækker navnlig et yngre publikum, skriver Forbes.
Best Pet-Friendly Hotel: Nimb Hotel – at Tivolis fornemme femstjernede hotel kommer ind som valget for kæledyr-venlige hotel vil måske overraske Tivoli. Hotellet har blot 38 værelser og suiter, næsten alle med udsigt mod Tivoli. De tobenede hotelgæster vil blandt andet værdsætte tagterrassen med det mindre svømmebassin samt at der på værelserne er lydsystem fra B&O, Apple TV og Nespresso-maskiner, skriver Forbes.
Best for Families: Manon Les Suites – er det seneste hotel fra danske Guldsmeden Hotels-kæde til at åbne i København. Hotellet, der nok har det mest unikke planterige atrium samt pool på et dansk hotel, roses af Forbes for sin centrale beliggenhed, at alle de 87 rum er suiter med blandt andet et lille køkken, hvilket gør det ideelt for familier – der også kan nyde udsigten fra tagterrassen.
Best Unique Hotel Experience: Hotel CPH Living – er det vuggende hotel, bygget på en gammel tysk pram, der ligger ved Langebro og har 12 dobbeltværelser.
Relaterede artikler:
Hotelgruppe blev Danmarks bedste arbejdsplads